Umiddelbart vil jeg mene, at dét er jeg ikke.
Efter at have hørt et foredrag af psykolog Dan Ariely [1] om kognitive illusioner (irrationel adfærd), er jeg imidlertid overbevist om, at dét er jeg.
Lad mig kort forklare.
I 2003 publicerede Johnson og Goldstein en artikel i Science [2], der illustrerede den relative andel af befolkningen, der havde givet samtykke til organdonation i en række europæiske lande fordelt efter spørgemetode (figur 1).
Spørgemetode 1 dækkede over et aktivt tilvalg af organdonation (og gør man ingenting, har man truffet et passivt fravalg), hvilket – som det fremgår af figur 1– resulterer i en lav samtykkerate.
Spørgemetode 2 dækkede over et aktiv fravalg af organdonation (og gør man ingenting, har man truffet et passivt tilvalg), hvilket – som det fremgår af figur 1 – resulterer i en høj samtykkerate.
Med tanke for, at forskellene i kultur, værdier og adfærd næppe er stor mellem lande såsom;
- Danmark og Sverige
- Holland og Belgien
- Tyskland og Østrig
Med andre ord, begge metoder er ”biased”, fordi de lægger op til et bestemt resultat (lav/høj samtykkerate).
En ”rigtigere” metode kunne derfor med fordel overvejes.
For eksempel én, hvor et passivt fra-/tilvalg ikke er en mulighed [3].
Dermed bliver det ikke den, der stiller spørgsmålet, der beslutter, hvad jeg beslutter.
Det er organdonation for vigtig til, såvel for den der giver, som for den, der modtager.
Referenceliste:
1) Ariely, Dan (2009), Are we in control of our decisions?, TED: http://www.ted.com/talks/dan_ariely_asks_are_we_in_control_of_our_own_decisions.html
2) Johnson, E. J. & Goldstein, D. G. (2003). Do defaults save lives? Science, 302, 1338-1339.
3) Ariely, Dan (2008), Predictably Irrational: The Hidden Forces That Shape Our Decisions, HarperCollins, pp. 304.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletTak for et godt indlæg! Det illustrerer en glimrende pointe, men kommer ikke med et forslag til, hvad den optimale måde til indskrivning i organdonorregisteret kunne være.
SvarSletDer er en række etiske problematikker i formodet samtykke (model 2) - for selvom folk er registrerede, kan man ikke være sikker på at det er i overenstemmelse med deres præferencer. Den bedste løsning er at lukke hullet mellem folks ønsker på den ene side og folks handlinger (registrering) på den anden.
Den mest effektive og praktiske måde at gøre dette, er simpelthen ved at spørge den enkelte borger - uden pres - om de vil være organdonor ("ja"), ikke være organdonor ("nej") eller om det er op til deres pårørende ("ved ikke"). Denne model kaldes udbedt stillingtagen og er en etisk forsvalig og frihedsbevarende løsning. Læs mere om udbedt stillingtagen her: http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-om-organdonation-tving-bilister-og-nemid-brugere-til-tage-stilling
Godt indlæg og god kommentar.
SvarSletEfter min opfattelse rummede indlægget et forslag om at gøre en stillingtagen obligatorisk.
En obligatorisk stillingtagen kunne f.eks. være i forbindelse med udstedelsen af pas, kørekort eller sygesikringsbevis.
Og skulle stillingtagen gøres etisk afbalanceret, så kunne der f.eks. efterspørges en stillingtagen til, både om man ønskde at afgive (JA/NEJ), og om man ønskede at modtage (JA/NEJ), suppleret med en uddybning af, at man godt kan modtage uden at afgive.
Lad os håbe at området nytænkes, så spørgemetoden både bliver etisk forsvarlig og logistisk overkommelig.
Vi anvender metode 1 som samtykkeform i Danmark, men den generelle holdning til organdonation ligger langt tættere på metode 2-landenes målinger. Sundhedsstyrelsen gennemførte en holdningsundersøgelse i 2007, som viser, at mere end 85% af befolkningen er positivt indstillet på organdonation. Det er næsten alle.
SvarSletI dag har 840.000 meldt sig i Donorregistret (en del flere end vist i tabellen). Men der er stadig et alt for stort gab mellem holdning og handling. Det gør, at mange familier pludselig står, midt i sorgen, og skal tage stilling på deres kæres vegne. Det er et urimeligt pres at stå med - for hvad skal man vælge, og hvordan kan familien leve videre med beslutningen hvis der er forkellige opfattelser af, hvad den afdøde måtte ønske?
Jeg er klart tilhænger af obligatorisk stillingtagen. At hver borger giver sin holdning aktivt til kende med et Ja eller Nej. Jeg mener at denne samtykkeform passer bedre ind i vores demokratiske kultur, end et formodet samtykke vil gøre.
Indtil lovgivningen om samtykkeform bliver drøftet og måske også ændret, er det vigtigt, at vi hjælper hinanden til at tage det nødvendige skridt: at tage snakken og tage ansvaret.