Stakkels Penkowa

Overskriften har forhåbentlig fanget dig til at læse dette indlæg, og jeg vil først og fremmest trække lidt i land.

Jeg har ingen holdning overhovedet til, om Milena Penkowa er stakkels eller ej, med andre ord, om hun har snydt med sin forskning eller ej. Dette har jeg på ingen måde nogen mulighed for at vurdere, og sagen kører fortsat ved instanser, som har forstand på området.

Det, som virkelig generer mig dybt, er. at Milena blev dømt af pressen, før det overhovedet har været vurderet, om der forelå snyd med forskningen.

Vi bør som lægestand bruge Milenas sagsforløb til at - for at sige det lige ud - lære at opføre os ordentligt. Ærværdige kolleger har nærmest stået i kø for at udtale sig til pressen i denne sag, og dette klæder ikke vores faggruppe.

Siden Milena Penkowas sag har været gennem pressens vridemaskine, er flere af vore kolleger blevet anmeldt til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), og er på samme måde nærmest per automatik blevet stemplet som snydere.

Denne mekaniske må vi på en eller anden måde få stoppet. Enhver kan jo anmelde hvem som helst til UVVU, og er man så per automatik en forbryder ? Som i det almindelige retssystem må man nødvendigvis holde fast i, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og det gælder altså også for forskere.

Københavns Universitet har nu opfordret sine ansatte til at anmelde alle mistanker om videnskabeligt snyd, så det bliver formelt undersøgt hver eneste gang, der opstår en lille mistanke.

Set fra et ledelsessynspunkt er det selvfølgelig den sikre vej at gå for at vaske sine hænder efter Penkowa-sagen, men man kan frygte, hvad dette initiativ vil indebære.