Mens jeg sidder tilbage i min lejlighed i Aarhus, hvor jeg nyder en varm kop kakao, og sneen ligger som et hvidt tæppe uden for, har jeg god tid til at reflektere over mit første møde med den virkelige verden som læge. Hvilke indtryk har det gjort på mig?
Det første store spørgsmål, som skal besvares er, om jeg stadig har samme lyst til at læse videre på studiet, eller om jeg er blevet afskrækket af dagligdagen, patientkontakten, mødet med døden, eller hvad jeg ellers har mødt af daglige udfordringer. Dertil vil jeg svare et rungende JA! Hvis jeg skal vælge én ting at tage med fra mit klinikophold, er det uden den mindste tvivl, at jeg er blevet mere opsat på at læse videre.
Hvad var det så, som gjorde, at mit klinikophold blev noget helt særligt? For at finde ud af det, er jeg nødt til at vende blikket tilbage til den 5 december 2011 kl. 13.00 og en netop overstået biokemi eksamen – retfærdigvis burde jeg nok skrive den 6 december, og en overstået fejring af eksamen!
Efter eksamen var overstået, kunne jeg ikke andet end glæde mig til at begynde min klinik i Herning. Det, vil jeg gætte på, gælder for langt de fleste af mine venner og medstuderende på studiet. Jeg var meget spændt på, hvor meget jeg ville få ud af opholdet, når det mest klinisk relevante, jeg havde med mig, var mit i forvejen beskedne kendskab til anatomi foruden den netop overståede biokemi. Da det senere viste sig, at jeg skulle på kirurgisk afdeling, må jeg med hånden på hjertet indrømme, at et par timer i december med at repetere inguinalkanalen og organernes peritonealforhold nok havde været en god idé.
Således uden større introduktion drog jeg afsted, fyldt med forventninger, mod det vestlige Jylland, til en lille flække kaldet Herning, som for mig skulle blive det vilde vesten fyldt med utrolige oplevelser de 3 næste uger.
Under mit ophold på Regionshospitalet Herning blev jeg udelukkende mødt af venlige, smilende, belærende, interesserede, interessante og samtidig stressede og hurtigtarbejdende læger. Som studerende var det virkelig en oplevelse at blive inddraget i et sådant omfang, som jeg blev.
Jeg har, i den korte periode som mit klinikophold varede, været en del af meget forskellige opgaver, f.eks.udfordringer på operationsgangen og udfordringer når lægerne skulle finde ud af, om jeg kunne lægge et venflon. Det var meget overraskende, at jeg kunne bidrage med mine relativt få forudsætninger og samtidig opleve at alle, jeg mødte, sørgede for, at jeg fik en god oplevelse. Jeg blev involveret og lærte mere, end jeg turde håbe på.
Jeg har fået et stort indblik i, hvordan det er at arbejde som læge, fordi jeg blev en del af den daglige praksis på hospitalet.
Jeg er overrasket over, at I som uddannede læger har en så stor interesse i at lære fra jer, og samtidig er I villige til at lade mig afprøve mine evner og drage mine egne erfaringer. Det er lærerigt og en stor fornøjelse at blive sat i situationer, hvor I som uddannede læger klart tilkendegiver, at I har forventninger og krav til mig.
I ønsker mit bud på, hvordan konkrete situationer skal tackles, og netop de situationer, hvor der stilles krav og forventninger til mig og min ageren, er de øjeblikke, jeg lærer mest, og samtidig de mest spændende – alene fordi jeg oplever at have indflydelse og være med i et samarbejde.
Jeg håber, at der bliver endnu mere af det fremover, og at jeg vil møde endnu flere læger, som har lyst til at tage imod studerende. Det er bare sjovest og mest lærerigt, når vi som studerende inddrages og bliver en del af dagligdagen, og for mig var mit klinikophold en enormt motiverende oplevelse.
Når jeg så sidder tilbage i lejligheden i Aarhus, og ser frem mod 4 semester og fysiologi start på mandag,varmer jeg mig med gode minder fra Herning, selvom jeg må vente indtil 7. semester, før jeg trækker i OP- tøjet og den hvide kittel igen.
For mig har den allerførste gang været noget ganske særligt, som jeghelt sikkert aldrig vil glemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar