Smitsom adfærd

Da jeg var barn, havde jeg halsbetændelse, hovedpine og næseflåd året rundt. Ørelægen prøvede først med ørepustninger – et indgreb der må være opfundet i tyske koncentrationslejre. Derefter fjernede samme læge, i en æterrus, som må have ryddet 80 % af mine neuroner, mandlerne og så polypperne, men lige lidt hjalp det på mine symptomer, mens ørelægens huse blev større og større. 

Da jeg flyttede hjemmefra, forsvandt symptomerne som dug for solen, men kom tilbage når jeg var hjemme på weekend. Først 8 år senere lettede mine ætertåger så meget, at årsagen til mine kvaler blev ulideligt klare og såre banale.

Men desværre måtte først vores hund dø, og derefter måtte katten dø, før det blev klart, at jeg ikke havde haft en kronisk sygdom, der krævede regelmæssige kirurgiske indgreb: Jeg var allergisk for hund og kat. Min far kunne trøste mig med, at ørelæger, også i hans barndom, klippede og skar i små børn og blæste deres hjerner ud. 

Skæres her eller med hjem?

På hver sin ejendommelige måde er frosne nedslidte skuldre, karpal tunnel syndrom, synlige skamlæber og sukkersyge gået hen og blevet en epidemi af kroniske sygdomme, der kræver regelmæssige kirurgiske indgreb: første gang fordi indgrebet gerne skulle virke, anden gang fordi første indgreb ikke virkede, og tredje gang fordi der er opstået komplikationer og patienten er vred over resultatet.

Spørgsmålet er, hvor mange ben der skal amputeres på diabetikere, og hvor mange patienter med post traumatisk stress der skal opereres for deres traumeudløste neurogene smerter i den tro at det er karpal tunnel syndrom, før vi overvejer, om ikke kirurgens løn er givet bedre ud på et tidligere tidspunkt.

Kronisk spredning

Man plejer at opdele sygdomme globalt set i smitsomme sygdomme og ikke-smitsomme sygdomme (Non-communicable diseases, NCDs). Tanken er, at sygdomme som diabetes, kræft, ulykker og hjerte-karsygdomme ikke er smitsomme.

På et højniveau møde i WHO den 20.9 2011 drøftede man NCDs i et nyt perspektiv: penge der skydes ind i forebyggelse af NCDs skulle fremover ses som en investering med et pænt afkast: 1 US dollar investeret vil give 3 dollar tilbage (WHO Global status NCDs).

Men at kalde de kroniske sygdomme for ikke-smitsomme er nok en forældet og ikke særlig funktionel opdeling, hvis målet er nye måder at bekæmpe kroniske sygdomme på.

NCDs kaldes ofte for The SilentKillers (RethinkingNCDs).  De dræber langsomt, der er langt fra årsag til virkning, og der er mange samtidigt virkende årsager, men i realiteten er de globalt set drevet af epidemier af adfærdsændringer:

Der er massiv migration verden over fra land til by. Det sker ikke mindst i lavindkomstlande og medfører større grad af fysisk inaktivitet, og kosten ændres til en federe sammensætning. Flere bliver overvægtige, og flere begynder at ryge i mellem-og lavindkomstlande. Alle skal have en bil, og alkohol bliver en del af udviklingen fra lav- til mellemindkomstland.

På den måde får man først en epidemi af adfærdsændring og kort tid efter en epidemi af personulykker, diabetes, lungekræft og hjertekarsygdomme. Hvis man skal den udvikling til livs, vil en gammeldags epidemikontrol gennem en suveræn epidemikommission måske være den bedste løsning?

Bestandig katastrofe

I modsætning til det traditionelle billede af de tropiske smitsomme sygdomme i Afrika og Asien så er virkeligheden det stik modsatte: i lavindkomstlande med kollaberede sundhedsvæsener og under 1 dollar per år per indbygger til sundhed er selv de mest banale akutte lidelser blevet til kroniske sygdomme, der kræver regelmæssige kirurgiske indgreb.

For de fattige og kortuddannede bliver infektioner til bestandige katastrofer, fordi de ikke har adgang til standardkvalitet: tuberkulose, malaria, urinvejsinfektioner og meningitis, ja sågar en mellemøre betændelse, bliver til livslange lidelser med svære handicap og behov for dyr specialiseret kirurgi, mens patienten bliver socialt udstødt. Hvorfor?

Fordi undersøgelser og behandling er forsinket og af så lav kvalitet, at infektionen har medført varige skader på flere organer. At føde et barn i disse lande er, udover at være livsfarligt, en kronisk sygdom med fistler, rupturer, urininkontinens og infertilitet med varig funktionsnedsættelse og social udstødelse til resultat.

Moderens banale malariainfektion og anæmi under graviditeten og den lave fødselsvægt vil forfølge barnet resten af livet med dårlig trivsel og påvirkede kognitive funktioner som voksen, som også må døje med en øget risiko for diabetes.

Fødselsomstændighederne med langtrukken fødsel i tværleje, skulderen der blev revet af led og den manglende iltforsyning bidrager til at gøre en simpel fødsel til et kronisk mentalt og fysisk handicap.

Simple frakturer bliver til svære deformiteter, en cyste på æggestokken bliver til kroniske underlivssmerter, et overset mavesår bliver til en kronisk smertetilstand, og en rådden tand fører til et liv på flydende kost. Sukkersyge er en sygdom for kirurger og øjenlæger. Her er der ikke kun brug for epidemikommissioner, men langsigtet hjælp til lægefaglig og administrativ kapacitetsopbygning.

De fattige er dyre

Dybest set er opdelingen i akutte/kroniske lidelser og smitsomme/ikke-smitsomme sygdomme absurd og hjælper os ikke i sygdomsbekæmpelse.

Så måske var det en ide at se realiteterne i øjnene. Hvorfor ikke bytte strategi og vende sagen på hovedet: kroniske sygdomme kan ses som epidemier af adfærd, der skal bekæmpes her og nu med slagkraftige epidemikommissioner, der kan stoppe den ukontrollerede spredning af sundhedsskadelig adfærd, inden den smitter for mange sagesløse.

Akutte sygdomme kan i stedet ses som det, de er i praksis i mange lande: de fattiges sygdomme, som bliver til dyre kirurgiske sygdomme der kræver rør, slanger og subspecialiserede intensivister, og som medfører psykiske og fysiske handicaps. De akutte sygdomme skal derfor bekæmpes med forebyggelse, cost-benefit analyser, forløbskoordination, kvalitetssikring, egenomsorg og tværfaglige teams.