En fængslende historie fra Vestjylland

Forårssolen skinner for første gang varmt over hele det danske land. Badet i sol flytter jeg 100 år gamle mursten fra en fængselsmur hjem i min have, hvor jeg har den drøm at bygge soklen til et stort drivhus eller mere ubeskedent et lille orangeri, så appelsiner falder i min turban, når jeg bliver rigtig gammel. Drømmene fejler ingenting, og bliver det blot et luftkastel, har jeg dog haft drømmen.

Murstenene fra Skjerns tidligere Politistation og Tinghus fra 1884, en statelig bygning, tidligere under Slotsstyrelsen, bliver nu ombygget til et fuldt moderne lægehus for 7 praktiserende læger. Fængselsmuren blev til overs, havner nu i min have og skal hjælpe med at holde varmen inde om natten!
 
Det danske sundhedsvæsen er mere end en drøm, det er skinbarlig virkelighed, og i Herning bygger man snart på Gødstrups nye supersygehus DNV, som lukker dørene op i 2016 og er færdigt få år efter. Det bliver en værdig pendant til og samspiller med Skejby og de 3 øvrige storsygehuse i Region Midt. En motorvej og en masse uro fulgte med. Bølgerne lægger sig - vel også i Svendborg, som har en gudsbenådet natur og glade fynboer.

De andre regioner får tilsvarende 3-5 supersygehuse efter Erik Juhl planen, og det er ganske vist. Man har allerede over de sidste 10 år tilført hundredvis af ekstra speciallæger til sygehusvæsenet. Godt for det, for det betinger, at man kan behandle efter devisen hurtigt ind, hurtigt ud - på højt fagligt plan.

Så langt så godt: Gode faglige og arbejdsmæssige vilkår for lægerne. Men malurten og bekymringen kommer her: I samme 10 års periode har antallet af praktiserende læger ligget stort set konstant. Enhver kan jo se, at det ikke er holdbart, selvom der er tilført 10 ekstra uddannelsesstillinger pr. år til almen praksis. Jeg gentager 10 ekstra stillinger. Og dette i en tid, hvor man må formode at de praktiserende læger i højere grad ønsker 37 timers uger, og nye opgaver vælter ud til almen praksis. Ja, sådan er det og sådan bliver det?

P.t. er den gennemsnitlige liggetid i vores lokale akutafdeling 18 timer, og patienterne udskrives på alle tider af døgnet til kommunale foranstaltninger, og egen læge tager over dagen efter. Vi har vist i Vestjylland, det tidligere Ringkøbing Amt, at det faktisk kan lykkes, flere behandlinger, færre senge, højere patient- og personaletilfredshed. Hvorfor lykkes det?? - Selvfølgelig kun fordi primærsektoren, egen læge og kommunen tager over og er dygtige også før indlæggelserne.

Almen praksis skal med andre ord være velsmurt dag ud og dag ind. Det lykkes kun, hvis der tænkes overordnet og sørges for læger nok i hele landet. En nylig undersøgelse viser, at der er en betydelig ekstra kapacitet af læger i byerne i Østjylland, og formentlig gælder det samme i Østsjælland alias Region Hovedstaden. Lægerne udtrykker klart, at de kan tage flere patienter under deres vinger. Det modsatte er tilfældet i rekrutteringssvage områder, og det er jo et strukturelt problem, som ingen planlægger eller fagforening kan sidde overhørig.

Nøglen til at omfordele de primær lægelige kræfter til hele landet hedder bl.a.: videreuddannelse og fordeling af kapaciteten indenfor samme. I gamle dage udgjorde de små sygehuse over hele landet fødekæden for kommende praktiserende læger til lokalområdet, vel 80-90 % af de lokale læger var opdraget på de lokale centralsygehuse.

Nu skal videreuddannelsen ske på supersygehusene og ikke mindst i almen praksis, og det er ikke ligegyldigt, hvor mange uddannelsesblokke, man lægger hvor i de enkelte regioner. Bent Hansen fra Regionerne tænker endda på at uddanne antallet af læger i øst og vest efter en nøgle svarende til befolkningen. En flatterende tanke.

Ligeså kunne man lægge antallet af uddannelsesblokke ud i landet, hvor lægerne senere kan/vil praktisere. Efter blokken er der naturligvis et frit arbejdsmarked, men en gang forelsket og rodfæstet med ægtefælle og børn et sted, så bliver de fleste.

En hurtig udflytning efter embedseksamen rodfæster de yngre læger og giver dem jo fuldgode livsmuligheder, hvor de måtte havne. At mormor eller farmor bor 50-100 km væk i et lille land som Danmark er en faktor for pressede børnefamilier, men vi skal vel betragte Danmark som et stort arbejdsmarked, og "lille jeg" og en lang række af ligesindede har jo ikke følt at afstanden var en hindring for at deltage i dette og hint inden for bl.a. udviklingsarbejde.

Kommer det til den gode dagligdag er konditionerne for børnefamilierne måske endda lettere i mindre byer m.h.t. børnepasning, huskøb, transport m.v. Jeg har stor forståelse for problemer med job til ægtefællen, det må man forsøge at hjælpe med lokalt

Velfungerende fysiske rammer for almen praksis og nært samarbejde med den lokale hjemmepleje og sundhedscentre er rammerne for det gode liv i almen praksis. Lokalt knokler man på over hele Danmark for at skabe disse rammer, og i Skjern har vi sammen med kommune og region fundet vores model. Det bliver rigtig godt. Ånden i huset skal lægerne og personalet dog selv stå for. Vores faglige og fagpolitiske selskaber skal hjælpe med til, at de opgaver, almen praksis som profession påtager sig, passer til antallet af læger, der findes generelt og lokalt.

Jo, drømmene fejler som sagt ingenting. Lad os med udgangspunkt i den reelle verden og de udfordringer, vi står med, bygge drømmehuset, det sammenhængende sundhedsvæsen. En fængslende udfordring, der kalder på alle gode kræfter. Almen praksis vil godt være med og kalder på samspil med sundhedspolitikerne om en løsning

Nå jeg skal ud og stable mursten...

Smitsom adfærd

Da jeg var barn, havde jeg halsbetændelse, hovedpine og næseflåd året rundt. Ørelægen prøvede først med ørepustninger – et indgreb der må være opfundet i tyske koncentrationslejre. Derefter fjernede samme læge, i en æterrus, som må have ryddet 80 % af mine neuroner, mandlerne og så polypperne, men lige lidt hjalp det på mine symptomer, mens ørelægens huse blev større og større. 

Da jeg flyttede hjemmefra, forsvandt symptomerne som dug for solen, men kom tilbage når jeg var hjemme på weekend. Først 8 år senere lettede mine ætertåger så meget, at årsagen til mine kvaler blev ulideligt klare og såre banale.

Men desværre måtte først vores hund dø, og derefter måtte katten dø, før det blev klart, at jeg ikke havde haft en kronisk sygdom, der krævede regelmæssige kirurgiske indgreb: Jeg var allergisk for hund og kat. Min far kunne trøste mig med, at ørelæger, også i hans barndom, klippede og skar i små børn og blæste deres hjerner ud. 

Skæres her eller med hjem?

På hver sin ejendommelige måde er frosne nedslidte skuldre, karpal tunnel syndrom, synlige skamlæber og sukkersyge gået hen og blevet en epidemi af kroniske sygdomme, der kræver regelmæssige kirurgiske indgreb: første gang fordi indgrebet gerne skulle virke, anden gang fordi første indgreb ikke virkede, og tredje gang fordi der er opstået komplikationer og patienten er vred over resultatet.

Spørgsmålet er, hvor mange ben der skal amputeres på diabetikere, og hvor mange patienter med post traumatisk stress der skal opereres for deres traumeudløste neurogene smerter i den tro at det er karpal tunnel syndrom, før vi overvejer, om ikke kirurgens løn er givet bedre ud på et tidligere tidspunkt.

Kronisk spredning

Man plejer at opdele sygdomme globalt set i smitsomme sygdomme og ikke-smitsomme sygdomme (Non-communicable diseases, NCDs). Tanken er, at sygdomme som diabetes, kræft, ulykker og hjerte-karsygdomme ikke er smitsomme.

På et højniveau møde i WHO den 20.9 2011 drøftede man NCDs i et nyt perspektiv: penge der skydes ind i forebyggelse af NCDs skulle fremover ses som en investering med et pænt afkast: 1 US dollar investeret vil give 3 dollar tilbage (WHO Global status NCDs).

Men at kalde de kroniske sygdomme for ikke-smitsomme er nok en forældet og ikke særlig funktionel opdeling, hvis målet er nye måder at bekæmpe kroniske sygdomme på.

NCDs kaldes ofte for The SilentKillers (RethinkingNCDs).  De dræber langsomt, der er langt fra årsag til virkning, og der er mange samtidigt virkende årsager, men i realiteten er de globalt set drevet af epidemier af adfærdsændringer:

Der er massiv migration verden over fra land til by. Det sker ikke mindst i lavindkomstlande og medfører større grad af fysisk inaktivitet, og kosten ændres til en federe sammensætning. Flere bliver overvægtige, og flere begynder at ryge i mellem-og lavindkomstlande. Alle skal have en bil, og alkohol bliver en del af udviklingen fra lav- til mellemindkomstland.

På den måde får man først en epidemi af adfærdsændring og kort tid efter en epidemi af personulykker, diabetes, lungekræft og hjertekarsygdomme. Hvis man skal den udvikling til livs, vil en gammeldags epidemikontrol gennem en suveræn epidemikommission måske være den bedste løsning?

Bestandig katastrofe

I modsætning til det traditionelle billede af de tropiske smitsomme sygdomme i Afrika og Asien så er virkeligheden det stik modsatte: i lavindkomstlande med kollaberede sundhedsvæsener og under 1 dollar per år per indbygger til sundhed er selv de mest banale akutte lidelser blevet til kroniske sygdomme, der kræver regelmæssige kirurgiske indgreb.

For de fattige og kortuddannede bliver infektioner til bestandige katastrofer, fordi de ikke har adgang til standardkvalitet: tuberkulose, malaria, urinvejsinfektioner og meningitis, ja sågar en mellemøre betændelse, bliver til livslange lidelser med svære handicap og behov for dyr specialiseret kirurgi, mens patienten bliver socialt udstødt. Hvorfor?

Fordi undersøgelser og behandling er forsinket og af så lav kvalitet, at infektionen har medført varige skader på flere organer. At føde et barn i disse lande er, udover at være livsfarligt, en kronisk sygdom med fistler, rupturer, urininkontinens og infertilitet med varig funktionsnedsættelse og social udstødelse til resultat.

Moderens banale malariainfektion og anæmi under graviditeten og den lave fødselsvægt vil forfølge barnet resten af livet med dårlig trivsel og påvirkede kognitive funktioner som voksen, som også må døje med en øget risiko for diabetes.

Fødselsomstændighederne med langtrukken fødsel i tværleje, skulderen der blev revet af led og den manglende iltforsyning bidrager til at gøre en simpel fødsel til et kronisk mentalt og fysisk handicap.

Simple frakturer bliver til svære deformiteter, en cyste på æggestokken bliver til kroniske underlivssmerter, et overset mavesår bliver til en kronisk smertetilstand, og en rådden tand fører til et liv på flydende kost. Sukkersyge er en sygdom for kirurger og øjenlæger. Her er der ikke kun brug for epidemikommissioner, men langsigtet hjælp til lægefaglig og administrativ kapacitetsopbygning.

De fattige er dyre

Dybest set er opdelingen i akutte/kroniske lidelser og smitsomme/ikke-smitsomme sygdomme absurd og hjælper os ikke i sygdomsbekæmpelse.

Så måske var det en ide at se realiteterne i øjnene. Hvorfor ikke bytte strategi og vende sagen på hovedet: kroniske sygdomme kan ses som epidemier af adfærd, der skal bekæmpes her og nu med slagkraftige epidemikommissioner, der kan stoppe den ukontrollerede spredning af sundhedsskadelig adfærd, inden den smitter for mange sagesløse.

Akutte sygdomme kan i stedet ses som det, de er i praksis i mange lande: de fattiges sygdomme, som bliver til dyre kirurgiske sygdomme der kræver rør, slanger og subspecialiserede intensivister, og som medfører psykiske og fysiske handicaps. De akutte sygdomme skal derfor bekæmpes med forebyggelse, cost-benefit analyser, forløbskoordination, kvalitetssikring, egenomsorg og tværfaglige teams.

Hvad bør man mene om gentests?

Håndbold samler nationen. At det skulle få os til at diskutere etik, var knap så ventet. Baggrunden er dog tragisk.

I efteråret 2011 faldt en elitespiller livløs om i forbindelse med en kamp. Kort tid efter blev han erklæret død. Det viste sig senere, at spilleren havde lidt af en hjertefejl uden dog at være klar over det. Det blev fatalt. Siden har et helt håndboldhold ladet sig teste med en såkaldt gentest. Og de er nok ikke de sidste.

Tanken er, at man ved at lade sig genteste kan komme potentielle sygdomme i forkøbet og derved minimere risikoen for fremtidige tragiske episoder. Håndboldklubben har dermed givet startskuddet til en etisk debat, der indtil videre lider af det, mange etiske debatter har for vane at lide af: Uklarhed omkring, hvad vi taler om, samt uklarhed omkring, hvad vi skal mene, når vi er enige i, hvad vi taler om.

Prognose, ikke diagnose

Lad os tage det grundlæggende først. En gentest er en test, hvor en testperson, mod betaling, kan få indblik i, hvilke sygdomme vedkommende er i risikozonen for at få.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at en gentest ikke er en diagnose, men derimod et prognoseværktøj. Man får ikke at vide, hvad man eventuelt fejler. Gentesten er et redskab, der kan hjælpe til at kortlægge ens dispositioner for et bestemt livsforløb, snarere end en måde at få uomgængelig fastlagt viden om, hvordan ens liv vil forløbe.

Miljøpåvirkninger og vores forskellige valg og fravalg har som bekendt en ikke uvæsentlig bestemmende indflydelse på, hvordan vores liv former sig, og hvilke sygdomme vi får. Derfor kan det have en etisk relevans, hvis personer, der tager en gentest, tror, at de får en “kortlægning af deres liv” ved at se ind i krystalkuglen – undskyld, se på gentesten. En saglig bekymring kan nemlig være, at vi fralægger os ansvar for vores eget liv. “Generne styrer jo alligevel det hele”.

Når lægen derfor har forklaret forskellen på diagnose og prognose, er der desuden to diskussioner, man skal adskille før man begiver sig ud i etiske overvejelser angående gentestning. Den første omhandler det, man kan kalde gentestning her og nu. Dvs. en diskussion af fordele og ulemper ved gentestning ud fra det, der i øjeblikket er muligt at teste for, samt udtale sig fornuftigt omkring.

Den anden diskussion sigter mere mod det principielle ved metoden. Hvis vi en dag kan teste folk for diverse sygdomme inden for et brugbart prognostisk spænd, hvad skal vi så mene om brugen af gentestning? Denne anden mere principielle del venter vi med til næste gang.

”Her og nu”-indvendinger

Det lader til, at nogle læger er bekymrede ved brugen af gentest her og nu. De fleste er enige om, at det kan give mening at lade sig teste, hvis man har mistanke om en specifik arvelig sygdom – det kan være brystkræft eller hjerte-kar-sygdomme – mens der er stor uenighed, når talen falder på testens generelle brugbarhed.

Ved mange genetisk betingede sygdomme er prognosen nemlig så usikker, at den udelukkende er med til at skabe forvirring og fortvivlelse hos de testede personer, lyder det. Mennesker, der ellers ikke har en kendt sygdomshistorie i deres familie, kan nemlig få at vide i en gentest, at de har en forøget risiko for 30-40 sygdomme. Og det er alligevel en del.

Men det er ikke brugbar viden at få, for testpersonerne har ikke mulighed for at handle på den viden. Vi gætter forsigtigt på, at det ikke lige er handlingslammelse, der er hensigten med en gentest. Hensigten er jo formentlig at blive klogere på ens dispositioner og sygdomsrisici OG handle konstruktivt på den viden.

Samtykkeerklæringer

At uoverskuelige testresultater skulle være et argument mod gentest her og nu, virker dog ikke overbevisende, hvis man tænker efter. For hvis nogle mennesker ikke har overvejet, hvad de vil stille op med resultatet, er det så virkelig gentesten, der er problemet? Er det ikke mere nærliggende at mene, at det er rådgivningen i forbindelse med testen, der har vist sig at være mangelfuld eller unøjagtig?

Hvis testresultatet er forbundet med stor usikkerhed – så stor, at et horoskop ville være at foretrække – er der jo slet ingen grund til, at testpersonen får oplyst resultatet. Samtykkeerklæringer, før man lader sig teste, kunne ret problemfrit lade offentliggørelsen af testresultatet betinge af, hvorvidt der overhovedet er noget fornuftigt at sige vedrørende testpersoners fremtidige risiko for forskellige sygdomme.

Men det betyder ikke, at det ikke stadig kan være meget relevant for personen at vide noget om de forhold, der vitterligt kan spores af en gentest – som for eksempel brystkræft. Når man tænker på antallet af kvinder, der får brystkræft i Danmark hvert år, kan det endda virke direkte uforsvarligt, hvis man som kvinde ikke lader sig genteste. Særligt med tanke på hvad vi ellers bruger penge på.

Det er derfor særligt uheldigt, når eksperter ikke formår at isolere deres uvilje mod gentestning til det, som de rettelig har uvilje mod. Nemlig test af sygdomme, der vanskeligt lader sig prognosticere.

Stakkels Penkowa

Overskriften har forhåbentlig fanget dig til at læse dette indlæg, og jeg vil først og fremmest trække lidt i land.

Jeg har ingen holdning overhovedet til, om Milena Penkowa er stakkels eller ej, med andre ord, om hun har snydt med sin forskning eller ej. Dette har jeg på ingen måde nogen mulighed for at vurdere, og sagen kører fortsat ved instanser, som har forstand på området.

Det, som virkelig generer mig dybt, er. at Milena blev dømt af pressen, før det overhovedet har været vurderet, om der forelå snyd med forskningen.

Vi bør som lægestand bruge Milenas sagsforløb til at - for at sige det lige ud - lære at opføre os ordentligt. Ærværdige kolleger har nærmest stået i kø for at udtale sig til pressen i denne sag, og dette klæder ikke vores faggruppe.

Siden Milena Penkowas sag har været gennem pressens vridemaskine, er flere af vore kolleger blevet anmeldt til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), og er på samme måde nærmest per automatik blevet stemplet som snydere.

Denne mekaniske må vi på en eller anden måde få stoppet. Enhver kan jo anmelde hvem som helst til UVVU, og er man så per automatik en forbryder ? Som i det almindelige retssystem må man nødvendigvis holde fast i, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og det gælder altså også for forskere.

Københavns Universitet har nu opfordret sine ansatte til at anmelde alle mistanker om videnskabeligt snyd, så det bliver formelt undersøgt hver eneste gang, der opstår en lille mistanke.

Set fra et ledelsessynspunkt er det selvfølgelig den sikre vej at gå for at vaske sine hænder efter Penkowa-sagen, men man kan frygte, hvad dette initiativ vil indebære.

Skal du blive i efterlønsordningen?

Af Kim Valentin og Jacob Tejsner, Finanshuset i Fredensborg

Er du tilmeldt efterlønsordningen, skal du i 2012 tage stilling til, om det bedst kan betale sig at fortsætte i ordningen, eller om det bedre kan betale sig at stoppe indbetalingen og få allerede indbetalte midler tilbage skattefrit.

Med tilbagetrækningsreformens ændringer i efterlønsordningen bliver det langt mindre attraktivt fortsat at være tilmeldt ordningen for rigtigt mange.

Hvornår og hvor længe kan man gå på efterløn?

Den maksimale efterlønsperiode for alle født efter 1955 bliver gradvist forkortet fra de nuværende 5 år. Det betyder, at alle født efter 1. halvår 1959 højst vil kunne være på efterløn i 3 år.

For de følgende årgange hæves alderen for, hvornår du tidligst kan gå på efterløn gradvist. Er du for eksempel født fra 2. halvår 1959 til og med 1962, kan du tidligst gå på efterløn som 64årig. Er du født mellem 1963 og 1966, er grænsen 65 år, og står der 1966 på din fødselsattest, kan du tidligst gå på efterløn, når du fylder 66 år. For personer født efter 1970 bliver det måske endnu senere.

Modregning

Herudover vil der ske en væsentlig skærpelse af reglerne for modregning i efterlønnen. I dag kan du i visse tilfælde undgå modregning, men kun hvis du ikke får udbetalt pensioner i efterlønsperioden og maksimalt er på efterløn i 3 år.

Er du født efter 1955 og går på efterløn, vil al pensionsopsparing skabe modregning, uanset om den udbetales i perioden eller ej.

For kapital- og ratepensioner vil modregningen ske med udgangspunkt i depotværdien, når efterlønsalderen nås. Efterlønnen vil årligt blive reduceret med 4 % af depotværdien. For så vidt angår livsvarige arbejdsmarkedspensionsordninger, vil efterlønnen blive reduceret med 64 % af pensionsudbetalingen. Herudover vil den nuværende bundgrænse for modregning blive ophævet.

Hvad gør man så?

Overordnet anbefales stort set alle født før 1956 fortsat at være tilmeldt efterlønsordningen, uanset om de påtænker at udnytte den eller ej. For alle yngre årgange er anbefalingen betydeligt mere kompleks.

Selvom det for mange kan være et lokkende tilbud at få op til ca. 60.000 kr. udbetalt skattefri i 2012, bør man grundigt overveje konsekvenserne.

Først og fremmest må du gøre dig klart, at benytter du dig af muligheden, så har du definitivt fraskrevet sig de muligheder, der er ved ordningen. Dernæst bør du gøre nogle overvejelser før du beslutter, om du skal trække dig ud af ordningen.

• Forventer du at gå på efterløn eller arbejde frem til folkepensionstidspunktet?
• Regner du med, at gå på efterløn? Hvis du gør, så lav et overslag over, hvor stor din pensionsopsparing er, når du planlægger at gå på efterløn. Herudfra kan du regne ud, hvor meget du kan forvente, der bliver modregnet i efterlønnen.
• Hvor længe har du indbetalt til ordningen, og hvor meget kan du dermed få udbetalt skattefrit ud i 2012, hvis du trækker dig ud?
• Hvor mange år er der indtil du går på efterløn, hvor du skal betale til ordningen?
• Hvorledes kan den skattefrie udbetaling i 2012 anvendes? F.eks. til nedbringelse af gæld, indbetaling på pension eller anden investering, og hvilket afkast kan du opnå ved det?

Du bør foretage en individuel beregning af disse forhold ud fra dine egne tal, inden du evt. melder dig ud af ordningen. De følgende generelle betragtninger kan dog støtte en indledende vurdering af, om det kan betale sig at blive i ordningen.

Du forventer at arbejde frem til folkepensionstidspunktet

Regner du med at arbejde, indtil du kan gå på folkepension, så vil fordelen ved at blive i ordningen være større, jo tættere du er på efterlønstidspunktet.

Har du 20 år eller mere til efterlønstidspunktet, og forventer du at arbejde frem til folkepensionstidspunktet, da bør du standse indbetalingen, og anvende det tilbagebetalte kontingent til at nedbringe gæld eller spare op på anden vis.

Vælger du at få dit efterlønskontingent udbetalt i 2012, kan du få op til ca. 60.000 kr., hvis du har betalt alle år siden 1999.

Bliver du derimod i ordningen, og arbejder du frem til folkepensionstidspunktet, så får du ret til en skattefri efterlønspræmie på op til 147.516 kr. (2012-tal). Jo færre år du skal betale til ordningen for at få den skattefri præmie, desto mere fordelagtigt bliver dette i forhold til at få dit indbetalte kontingent tilbage.

Du forventer at gå på efterløn

Er du født efter 1955 og forventer at gå på efterløn, bør du foretage et skøn over din pensionsopsparing på efterlønstidspunktet. Din årlige efterløn før skat kan du skønne ud fra nedenstående, der er anvendt 2012-tal.

Pensionsdepot ved efterlønstidspunkt i kr.	Modregning i kr.	Årlig efterløn i kr.
0	0	204.880
500.000	20.000	184.880
1.000.000	40.000	164.880
2.000.000	80.000	124.880
3.000.000	120.000	88.880
4.000.000	160.000	44.880
Over 5.122.000	204.880	0

Generelt kan man sige, at personer med et skønnet pensionsdepot på under ca. 2 mio. på efterlønstidspunktet, som ønsker at trække sig tilbage inden folkepensionstidspunktet, bør blive i ordningen.

Har du et pensionsdepot på mellem 2 og 4 mio. kr. på efterlønstidspunktet, kan det betale sig at fortsætte i ordningen. Ligger du i den øvre del af intervallet, og er der mange år til efterlønstidspunktet, bør  du overveje om du får større udbytte ved at anbringe pengene på en anden måde.

Skønner du at dit pensionsdepot bliver over 4 mio., vil du få meget lidt eller ingenting ud af fortsat at indbetale til efterlønsordningen. Det vil derfor sandsynligvis være en fordel for dig at træde ud af ordningen og tage imod den skattefri udbetaling i 2012.

Den samlede konklusion er således, at du bør tænke dig grundigt om, uanset hvad du vælger at gøre.

Du kan se, hvornår og hvor længe du kan gå på efterløn på Finansministeriets oversigt her.

Finanshuset i Fredensborg har udviklet en efterlønsberegner, der kan regne på, om det bedst kan betale sig for dig at blive i ordningen, eller om du kan få mere ud af pengene ved at spare op på anden måde.

Du kan læse om efterlønsreformen i FinansNyt, nyhedsbrev fra Finanshuset i Fredensborg. 

Hvem skal slå patienterne ihjel?

Aktiv dødshjælp hører til blandt de emner, der tilsyneladende aldrig vil dø.

Mange opinionsundersøgelser viser, at et flertal i befolkningen støtter tanken om, at retten til selvbestemmelse også skal gælde retten til at blive aflivet. Folketinget viger tilbage for at indføre aktiv dødshjælp, og Etisk Råd tager afstand fra muligheden. 

Dette indlæg vil alene beskæftige sig med et enkelt aspekt af aktiv dødshjælp, nemlig spørgsmålet om, hvem der skal yde denne specielle hjælp.

For hvis man indfører ret til aktiv dødshjælp for syge mennesker, må det logisk medføre en pligt for andre til at udføre handlingen.

Men hvem skal denne pligt påhvile? Automatsvaret er her, at det må være lægerne. Men er læger både villige og kvalificerede til at påtage sig en sådan forpligtelse? Og kan det overhovedet lade sig gøre at lægge opgaven og kvalifikationen til at helbrede og kvalifikationen til at aflive i de samme hænder?

Vil det ikke på sigt medføre tvivl hos patienter om, hvornår en handling eller behandling er helbredende eller måske dræbende?

Vil det ikke lidt populært sagt svare til, at myndighederne beder en brandmand om at foranledige en ildspåsættelse eller en politibetjent om at give sig til at begå røveri? Det forekommer unægtelig mere end akavet.

Tilhængere af aktiv dødshjælp må gennemtænke, om det direkte skal indgå i lægeløftet, at det er enhver læges pligt at slå det menneske ihjel, der ønsker at blive slået ihjel. Eller vil man som alternativ foreslå en særlig professionsuddannelse blandt øvrige sundhedsuddannelser?

  

Om IKKE at være træt af at være studerende

I en tid hvor medierne har kørt i ring om fattige Carina eller trætte Sofie, vil jeg her følge trop. Ved først og fremmest at fastslå: jeg er ikke træt af at være studerende!

Tværtimod.

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at Sofie i mange henseender har ret; studerende har et mindre rådighedsbeløb end mange andre, licensen er relativt dyrere for os, og vi har selv valgt dét studieliv.

Jeg har bevidst fravalgt det ’fattige’ liv og accepteret, at studietiden er en tid med begrænsede muligheder. Derfor har jeg boet 4.5 år på et billigt og lille kollegieværelse og fået SU’en til at række; derfor finder jeg ekstra energi til at have et studiejob (til sjov); derfor cykler jeg – også i regnvejr; derfor overvejer jeg, hvornår 100 kr. er værd at spendere. Det er mine kår.

Studenterøkonomien er trang, så jeg finder det meget vigtigt, at man som studerende skal skelne mellem fattigt/usselt og begrænset.

Jeg vil ikke gå ned i kvaliteten på mad og løbesko eller på mængden af rosiner, kaffe og sød lakrids, for det gør mig glad! Til gengæld har jeg ikke råd til hverken 42 tommer plasmaskærm eller egen bil. Hermed bliver min tilværelse begrænset men langt fra ussel og fattig. Sofie og alle andre må lave samme prioritering. 

Vi har valgt et studieliv med totalt frie tøjler, hvor vi kan studere, arbejde eller træne præcis, når det passer os. Man får vel næppe en mere fri og uforpligtende tilværelse end under studiet (hvis du er i tvivl; spørg din kloge mor). Og det er ikke noget at være træt af hver dag.

Ligeledes har man selv valgt sin studieretning, hvilket jeg håber, at enhver studerende er glad for. Lysten driver værket – og dén lyst skulle gerne give energien til både at passe sit studie og tage en jævnlig vagt på et arbejde. Er man som Sofie psykisk nedkørt, bør man udnytte, at der hos studievejlederne og andre er kompetent støtte til rådighed. 

Til Sofies forsvar vil jeg gerne understrege, at jeg læser medicin, og jeg tror, vi har bedre vilkår. Gennem vores fagforening kan vi allerede fra første semester på studiet tage studierelevante vagter på sygehusene, ligesom jobs som undervisere, studievejledere og lægevikarer besættes af medicinstuderende. Men unge og studerende er uuddannede og lavtlønnede, og det er altid muligt at finde et eller andet job.

Gør studietiden så god som den fortjener. Så god at du bliver træt af ikke længere at studere.

Sofies blog kan findes her: http://politiken.dk/debat/ECE1501598/jeg-er-traet-af-at-have-en-daarlig-dag-hver-dag/

Hasard med indvandrerkortet (2)

Nyheden om indvandrere på førtidspension (Fyens Stiftstidende 2.januar) medførte krav om, at indvandreres adgang til pension skal kulegraves, da der, ifølge pressen, er sket en eksplosion i antallet.

Der er imidlertid ikke tale om en eksplosion. Derimod er der tale om lemfældig omgang med følsomme data: stigningen i antallet af førtidspensioner skyldes en lang række forhold, som hverken sagsbehandlere, kommuner eller læger kan pålægges skylden for.

For eksempel ankommer flygtninge fra bestemte lande samtidigt bestemt af de humanitære kriser eller væbnede konflikter, de er flygtet fra. De flygtninge, der kom for 10-20 år siden, var svært traumatiserede og med et generelt lavt uddannelsesniveau. De kan først søge om førtidspension nu efter 10 år, da det ikke er muligt at søge førtidspension før – de fleste af dem burde i virkeligheden have haft det for længe siden, men har altså ikke kunnet søge før nu pga. lovgivningen på området.

Flygtninge/indvandrere venter længere end etnisk danske på at få pension, og de er sygemeldt længere tid end etnisk danske. Dermed er der opbygget en stor gruppe af flygtninge/indvandrere, som burde have haft pension tidligere. Det er de skrøbeligste flygtninge/indvandrere, der systematisk falder ud af integrationsperiodens tilbud de første 3 år i Danmark: de stoppede danskundervisningen, fordi læreren sagde, det var psykisk bedst.

Deres, ofte eneste, kontakt til det danske samfund, integrations sagsbehandleren, skiftes ud på det mest kritiske punkt overhovedet: når integrationspakken stopper efter 3 år. Derefter forsvinder kontinuiteten og trygheden, og de kan se frem til at skifte sagsbehandler 5-10 gange om året, hvilket ofte får de svageste til helt at opgive håb om hjælp.

TV2 Østjylland slutter nyheds ringen med nyheden om, at Odense og Århus tiltrækker svage indvandrere (TV2 Østjylland 3.januar). Sandheden er, at nyankomne flygtninge/indvandrere ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo, og derfor placeres administrativt i små fjerne landsbyer, i kommuner, hvor kompetencer på området er sparsomme og sporadiske.

Ofte kommer der pludselig hundrede flygtninge fra et kulturelt og sprogligt område, der er ”nyt” for kommunen (f.eks. Burma eller Nepal). Problemer og utryghed starter ofte, fordi kommuner og praktiserende læger ikke har nødvendig tolkebistand.

Nyankomne flygtninge med sygdomme kan let få integrationsperioden til at gå med transport til og fra landsbyen til undersøgelse og behandling på fjerne sygehuse. En blodprøve er et heldagsprojekt, hvis man bor i Vejen, og der skal ikke mange heldagsrejser til lægesamtale i Odense uden tolk, før man opgiver.

Flygtningene oplever kommunikations- og transportproblemer, usikkerhed og utryghed i de små kommuner og føler, der er langt til hjælp. Efter integrationsperioden er det derfor naturligt for mange flygtninge at søge til de byer, hvor der er de nødvendige tolke, sociale strukturer, ressourcer og kompetencer, som kan give dem tryghed og sikkerhed for hjælp. Det vil typisk være de store byer, og i de seneste årtier er det Odense og Århus, der har kunnet tilbyde disse ressourcer.

Regionerne har været meget lidt tilbøjelige til at hjælpe de små kommuner i denne situation, og det er kun naturligt, at man som flygtning med et sundhedsproblem, fysisk eller psykisk, søger mod et miljø, der bedre passer til ens behov for hjælp, støtte og tryghed.

Hvis vi mener integration alvorligt, så er vi nødt til at gå bag om tallene og se mere detaljeret på den enkelte flygtnings præmisser og behov. På den baggrund kan der skræddersys et integrationsprogram til den enkelte, så en flygtning på trods af sproglige barrierer og helbredsmæssige handicap eller sygdomme kan opleve en tryg og human tilværelse i Danmark.

I stedet for at tælle førtidspensionister, bør vi lære af, at de findes og i stedet tilpasse den danske integrationsindsats til de præmisser, som flygtninge ankommer med, for dem kan der ikke spilles om. De er virkelige og kan ikke ignoreres, sådan som vi indtil nu har gjort.

Den gode nyhed, er at vi kan gøre det meget bedre for de samme penge, så der er egentlig ikke brug for at spille hasardspil med flygtningekortet.

Den allerførste gang

Wauw! Det er vel nok det udtryk, som er mest beskrivende for de følelser, jeg som 3. semester studerende og efter netop overstået klinikophold står tilbage med.

Mens jeg sidder tilbage i min lejlighed i Aarhus, hvor jeg nyder en varm kop kakao, og sneen ligger som et hvidt tæppe uden for, har jeg god tid til at reflektere over mit første møde med den virkelige verden som læge. Hvilke indtryk har det gjort på mig?

Det første store spørgsmål, som skal besvares er, om jeg stadig har samme lyst til at læse videre på studiet, eller om jeg er blevet afskrækket af dagligdagen, patientkontakten, mødet med døden, eller hvad jeg ellers har mødt af daglige udfordringer. Dertil vil jeg svare et rungende JA! Hvis jeg skal vælge én ting at tage med fra mit klinikophold, er det uden den mindste tvivl, at jeg er blevet mere opsat på at læse videre.

Hvad var det så, som gjorde, at mit klinikophold blev noget helt særligt? For at finde ud af det, er jeg nødt til at vende blikket tilbage til den 5 december 2011 kl. 13.00 og en netop overstået biokemi eksamen – retfærdigvis burde jeg nok skrive den 6 december, og en overstået fejring af eksamen!

Efter eksamen var overstået, kunne jeg ikke andet end glæde mig til at begynde min klinik i Herning. Det, vil jeg gætte på, gælder for langt de fleste af mine venner og medstuderende på studiet. Jeg var meget spændt på, hvor meget jeg ville få ud af opholdet, når det mest klinisk relevante, jeg havde med mig, var mit i forvejen beskedne kendskab til anatomi foruden den netop overståede biokemi. Da det senere viste sig, at jeg skulle på kirurgisk afdeling, må jeg med hånden på hjertet indrømme, at et par timer i december med at repetere inguinalkanalen og organernes peritonealforhold nok havde været en god idé.

Således uden større introduktion drog jeg afsted, fyldt med forventninger, mod det vestlige Jylland, til en lille flække kaldet Herning, som for mig skulle blive det vilde vesten fyldt med utrolige oplevelser de 3 næste uger.

Under mit ophold på Regionshospitalet Herning blev jeg udelukkende mødt af venlige, smilende, belærende, interesserede, interessante og samtidig stressede og hurtigtarbejdende læger. Som studerende var det virkelig en oplevelse at blive inddraget i et sådant omfang, som jeg blev.

Jeg har, i den korte periode som mit klinikophold varede, været en del af meget forskellige opgaver, f.eks.udfordringer på operationsgangen og udfordringer når lægerne skulle finde ud af, om jeg kunne lægge et venflon. Det var meget overraskende, at jeg kunne bidrage med mine relativt få forudsætninger og samtidig opleve at alle, jeg mødte, sørgede for, at jeg fik en god oplevelse. Jeg blev involveret og lærte mere, end jeg turde håbe på.

Jeg har fået et stort indblik i, hvordan det er at arbejde som læge, fordi jeg blev en del af den daglige praksis på hospitalet.

Jeg er overrasket over, at I som uddannede læger har en så stor interesse i at lære fra jer, og samtidig er I villige til at lade mig afprøve mine evner og drage mine egne erfaringer. Det er lærerigt og en stor fornøjelse at blive sat i situationer, hvor I som uddannede læger klart tilkendegiver, at I har forventninger og krav til mig.

I ønsker mit bud på, hvordan konkrete situationer skal tackles, og netop de situationer, hvor der stilles krav og forventninger til mig og min ageren, er de øjeblikke, jeg lærer mest, og samtidig de mest spændende – alene fordi jeg oplever at have indflydelse og være med i et samarbejde.

Jeg håber, at der bliver endnu mere af det fremover, og at jeg vil møde endnu flere læger, som har lyst til at tage imod studerende. Det er bare sjovest og mest lærerigt, når vi som studerende inddrages og bliver en del af dagligdagen, og for mig var mit klinikophold en enormt motiverende oplevelse.

Når jeg så sidder tilbage i lejligheden i Aarhus, og ser frem mod 4 semester og fysiologi start på mandag,varmer jeg mig med gode minder fra Herning, selvom jeg må vente indtil 7. semester, før jeg trækker i OP- tøjet og den hvide kittel igen.

For mig har den allerførste gang været noget ganske særligt, som jeghelt sikkert aldrig vil glemme.

Hasard med indvandrerkortet (1)

"Forskning følger de riges sygdomme" var overskriften på en artikel i Information 6. januar 2012. 

Sandheden er også, at forskning i de fattiges sygdomme oftere får en politisk dagsorden end de riges sygdomme gør, og det bidrager til at skjule og fastholde ulighed i sundhed.  Det bekræfter 4 forskellige nyheder om flygtninge/indvandrere: 

• 1) Flere indvandrere kommer på førtidspension (Fyens Stiftstidende 2.januar)
• 2) Indvandrere dør hyppigere af infektioner end etniske danskere (Kristeligt Dagblad 2. januar)
• 3) Århus og Odense tiltrækker svage indvandrere (TV2 Østjylland 3.januar) og
• 4) Indvandrere får ikke de helbredscheck de skal have af kommunerne (DR Indland 2. januar ). 

De 4 nyheder hænger imidlertid uløseligt sammen og er efterfølgende blevet brugt til at spille indvandrerkortet.  Inden der spilles for meget hasard med indvandrerkortet, kan det måske være på sin plads med lidt facts om flygtninge/indvandreres levevilkår og sundhedsproblemer. 

Hvis vi tager den sidste nyhed først, så kræver den tidligere regerings støtteparti nu obligatoriske sundhedscheck ”for at sikre, at vedkommende ikke har nogle sygdomme, som kan smitte andre. Vi har tidlige set udbrud af sygdomme, som vi ellers havde udryddet i Danmark, netop på grund af smitterisikoen”, siger partiets sundhedsordfører til avisen.dk den 3.1.2012.

Det er ikke korrekt: f.eks. er over 99 % af etniske danskere med tuberkulose blevet smittet af en etnisk dansker med tuberkulose (Troels Lillebæk et al 2001). Der har været stigning i forekomst af tuberkulose særligt blandt yngre etnisk danske mænd (Bekymrende spredning), og 50 % af heteroseksuelt smittede etnisk danske i Danmark smittes udenfor Danmarks grænser.

Sundhedsstyrelsen skrev allerede i 2002, at ” Sundhedsstyrelsen har ikke overblik over, hvordan de forskellige myndigheder og organisationer samarbejder, men det er Sundhedsstyrelsens indtryk, at der er behov for en koordinering og et tættere samarbejde mellem myndighederne samt behov for retnings linjer fra de centrale myndigheder” (Sundhedsbetjening af flygtninge). Men nu 10 år efter er overblikket ikke bedre, og kun 1/3 af kommunerne har tilbud om helbredstjek til flygtninge/indvandrere.

Sygdomsbilledet blandt flygtninge/indvandrere er kompliceret og sammensat, varierer mellem de etniske grupper, og hver region har sine særlige udfordringer. Sygdomsbilledet kan i starten af opholdet i Danmark være præget af infektioner, mens det senere bliver præget af helt andre sundhedsproblemer:

Vi har i Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital undersøgt 550 langvarigt syge flygtninge/indvandrere fra Odense, som i gennemsnit har boet i landet over 10 år, og ingen af dem lider af hiv, tuberkulose eller smitsom leverbetændelse.

Derimod har de andre, mindre eksotiske levevilkårssygdomme, som har besværliggjort deres integration, enten fordi de brugte deres integrationsperiode på at gå til læge og på sygehus, eller fordi sygdommen er blevet overset eller fejltolket: psykiske og fysiske handicaps, kroniske sygdomme, kræft og fysiske/psykiske traumer som følge af fængsling, tortur, krigsoplevelser eller ekstrem hjælpeløshed under flugten.

Hvis det var blevet opfanget ved ankomsten og inddraget i en tilpasset integrationsproces, så havde de haft en chance i Danmark. F.eks. bør flygtninge med sygdomme, handicap eller andre særlige udfordringer kompenseres med en længere tilpasset integrationsperiode end andre flygtninge.

Sprogindlæringen og hukommelsen er reduceret hos patienter med psykiske traumer (Nedsat hukommelse ved PTSD), således at de har svært ved at koncentrere sig i sprogskolen. Deres danske ordforråd er sparsomt og forsvinder hurtigt, hvis det ikke anvendes.

Denne skrøbelige gruppe flygtninge bør derfor have et særligt tilpasset integrationstilbud ved ankomsten og ikke først 10 år efter, hvor de ofte er endt i en kronisk tilstand uden behandlingsmulighed, og hvor tilegnelse af sprog og andre færdigheder er umulig.

Screening af flygtninge blev i slutningen af 80’erne lagt ud til kommunerne og de praktiserende læger, og dermed forsvandt denne screening i praksis fra den ene dag til den anden. Laboratorierne modtog ikke prøver efter ændringen. På trods af flere forsøg på at få screeningen genindført, er det ikke lykkedes: hverken nationalt eller regionalt har man ønsket at efterkomme de gentagne opfordringer, der er kommet fra de kommunale integrationsmedarbejdere, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og Indvandrermedicinsk klinik, samt nu senest med en undersøgelse, der viser, at under 1/4 af kommunerne tilbyder et helbredscheck.

To kommuner i region Syddanmark har bedt om støtte fra Indvandrermedicinsk klinik i Odense til at screene nyankomne flygtninge, men det blev ikke en realitet pga. nedskæringer og administrative uklarheder.

Hvad angår overdødelighed af infektioner, så er der tale om f.eks. hiv, tuberkulose og leverbetændelse, der kan forebygges og behandles, og her er miseren manglende tilpasset information til etniske minoritetspatienter på deres eget sprog og manglende viden blandt sundhedspersonale om de særlige forhold, der eksisterer omkring disse sygdomme blandt etniske minoriteter.

I en engelsk undersøgelse fandt man, at afrikanske patienter, der blev diagnosticeret meget sent med deres hiv-infektion, ikke var klar over, at de kunne få meget effektiv behandling,og andre var bange for, at sundhedspersonalet ville sladre om deres hiv-infektion.

Noget lignende er fundet ved en dansk undersøgelse og det tyder på, at sundhedsinformation ikke tilpasses de modtagere, der har mest brug for viden.