Nekrolog: Fakta er død efter længere tids sygdom

Facts are to the mind what food is to the body, sagde Edmund Burke.

På trods af det måtte den politiske kommentator Rex Huppke skrive en nekrolog om fakta Facts are dead i Chicago Tribune d 19. april 2012 (In memoriam: Facts 360 B.C. - A.D. 2012), efter at en republikansk politiker offentligt havde fremført det som et faktum, at 81 med81 medlemmer af repræsentanternes hus var kommunister.

Det gav Huppke den ide, at hvis en politiker kunne sige noget så helt åbenlyst usandt og oven i købet stå ved det, så måtte fakta endegyldigt siges at være meningsløse og dermed afgået ved døden.

Huppke fortsætter sin nekrolog ”Fakta efterlader to brødre: rygter og insinuationer og en søster: kategoriske påstande”. Komikeren Stephen Colbert har senere fundet ud af, at der er en halvsøster til fakta som han kalder "Truthiness", som beskriver den sandhed, der ikke er funderet i bøger eller fakta, men har deres oprindelse i en mavefornemmelse, der kan få det til at føles næsten som ægte fakta.

Inspireret af dette har forskere udført forsøg, der dokumenterer de psykologiske mekanismer bag denne type lejligheds-videnskab. Forsøgene viser, at hvis et udsagn støttes af billeder eller anden information, der taler til maven, så øger det menneskers følelse af truthiness, selvom der ikke er skyggen af beviser for, at udsagnet er sandt. 

 

Sandheden er desværre også, at vores viden ikke lever evigt. The half life of facts er titlen på en ny bog af matematikeren Samuel Arbesman, der har regnet ud, hvor lang tid vores viden holder som fakta. Det er nemlig et faktum, at fakta ændrer sig med tiden: i 1912 var der 48 kromosomer og sådan var det, men da man 40 år efter fik talt dem ordentligt, var der pludselig kun 46.

50 % af hvad læger (troede), de vidste, om skrumpelever og leverbetændelse for 50 år siden er nu forældet  – eller med andre ord: lægers viden om kromosomer og skrumpelever har en halveringstid på ca. 45 år.

Advarsel: Din realitetssans er uddateret, skrev Arbesman i et blogindlæg om de fakta, der ændrer sig over lang tid, f.eks. flere årtier og halve århundreder – han kalder dem “mesofakta.” Han beskriver, hvorfor mesofakta er så svære for os at forstå og følge med i. 

Læger, journalister og politikere kommer til at bruge fakta, som døde, før vi forlod skolen, men det ved vi bare ikke. For 50 år siden blev rygning anbefalet af førende læger; der var 3 mia. mennesker på jorden, og hver 10. grundstof var ikke fundet endnu, og kun James Bond havde en mobiltelefon.

Vi tænker og handler på baggrund af noget, vi lærte i skolen for 40 år siden, fordi vi lærte, det var fakta, og det tror vi stadig, selvom virkeligheden er, at der er 7 mia mennesker på jorden, og vi har alle 2 mobiltelefoner hver.

Resultatet er, at vi prøver at løse sidste års problemer på baggrund af fakta, der slet ikke eksisterer længere, siger Eddie Obeng i dette fantastiske foredrag på TED.com: Smart failure for a fast changing world.

Det er ikke bare tiden, der ændrer vore fakta. Det gør dem, der skaber dem, også. Intet er så godt i politik som en kort hukommelse,  sagde John Kenneth Galbraith, John F. Kennedy’s personlige rådgiver; og fakta og politik er en rigtig giftig blanding.

Politikere leder ikke efter videnskabelige sandheder og har ingen interesse i at være præcise i brugen af fakta eller være loyale overfor faktas oprindelse. Deres mission er at opstøve ammunition til informationskrigen. I politisk sammenhæng skal data, information og viden ikke nødvendigvis være sand for at kunne blæse modstandere ud af banen eller vinde vælgere.

Politikere har ét mål med deres kommunikation og går derefter på jagt efter fakta, der støtter deres budskab, og hvis det ikke lykkes, så opfinder man de fakta, der mangler.

Det giver anledning til sammenstød med fagfolk, fordi rammerne for en diskussion er uens, og argumentationsniveauerne er langt fra hinanden: mens fagpersonen loyalt må holde sig til fakta, så kan politikeren frit skyde løs med sin egne fakta.

Den amerikanske senator Daniel Patrick Moynihan er ophavsmand til følgende citat: “You’re entitled to your own opinions. You’re not entitled to your own facts.” Men egentlig, mener Patrick Stokes, australsk filosof, så har du ikke engang ret til din egen mening, men kun til den del af din mening, du kan argumentere for. Men mening betyder alt fra smag og præference over holdninger til politik eller fremsynethed til holdninger baseret på teknisk ekspertise som videnskab.

Hvis man med ”ret til sin egen mening” mener ”ret til at ens meninger er seriøse kandidater til sandheden", så er man galt afmarcheret og på tynd is. At tabe en diskussion med et dårligt argument er ikke det samme som at miste retten til at fremsætte sin mening. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om man som videnskabsmand skal tabe på den mudrede politiske udebane eller vinde på den velplejede videnskabelige hjemmebane.

Det bliver aldrig rigtig afgjort, og de fleste kampe mellem politikere og videnskabsfolk foregår på hver sin hjemmebane, uden at der er aftalt fælles spilleregler. Oftest ender det dog med, at fakta får bank af politikerne, fordi kampens udfald er givet på forhånd. 

Politikerne kan altid trække det gule "ekspertitis”  kort, hvis de er ved at tabe: hvis forskere vil i kamp med politikere, så må de gå ind i politik og ikke lade som om, de er forskere.

Det er lykkedes politikere, uden skyggen af evidens, at skabe en fortælling i medierne om, at eksperter er et demokratisk problem.

Vincent Hendricks, David Budtz Pedersen og Pelle G. Hansen skrev en kronik i Politiken d. 20.10.2012: Sandheden til salg for Junk evidens. I vores tid er sandhed noget, vi selv iscenesætter, siger de, og definerer to farlige tendenser ’junk-evidens’ og ’fortællingsetablering’. Begge ignorerer kendsgerninger og sandheder.

Sandheden er ikke længere noget, politikere og befolkning forholder sig til, men noget, man konstruerer og vinkler ud fra strategiske interesser og politiske motiver. Og informationssamfundet skaber basis for fortællingen: Kan man orkestrere fortællingen, kan man orkestrere den offentlige sandhed.

Der er smarte folk, der har set tomrummet mellem politik og fakta, og lynhurtigt fyldt det ud. Tænketanke med politiske og økonomiske dagsordner har indtaget dette vacuum og har taget politikere, journalister og forskere med bukserne nede.

Tænketankene har om nogen formået at slippe af sted med både at have retten til deres egne data, deres egne fakta, deres egne analyser og deres egen mening. CEPOS er bare et eksempel – mere om det i næste blog: CEPOS er sundhedsskadelig.