Hvad er global sundhed egentlig?

Som medicinstuderende har det været en fornøjelse at læse Morten Sodemanns indlæg her på bloggen - og jeg håber naturligvis, disse fortsat vil tikke ind. Med dette indlæg håber jeg dog at kunne sætte gang i en debat om global sundhed. Hvad det er, hvorfor det er relevant for både læger og studerende, samt hvad der kan - og måske bør - gøres for at rette op på den globale (u)sundhed?

Men ingen debat uden en ramme. Så i et forsøg på at sikre en lødig og konstruktiv debat, vil jeg derfor dedikere dette indlæg til en hurtig introduktion til global sundhed samt give et eksempel på, hvordan man kan definere global sundhed. På den måde vil jeg prøve at etablere en præmis, som kan bruges, når der - forhåbentligt - efterfølgende kommer flere indlæg, der omhandler særlige temaer inden for global sundhed.

De fleste har et eller andet forhold til folkesundhedsbegrebet. Folkesundhed i sin moderne betydning begyndte at tage form i midten af det 19. århundrede som konsekvens af primært to ting; vores viden om biologi og medicin øgedes betragteligt, og der kom mere fokus på sociale reformer.(1) I 1920 fremlagde C.E.A. Winslow følgende definition på folkesundhed: “The science and art of preventing disease, prolonging life and promoting health through the organized efforts and informed choices of society, organizations, public and private, communities and individuals.”(2) Traditionelt beskæftiger folkesundhed sig altså med sundhedsrelaterede problemstillinger, som knytter sig til befolkningen i et givet land.(3) Læg i øvrigt mærke til, at folkesundhed ifølge Winslow ikke blot er en videnskab men også en kunst - helt parallelt til det vi kalder lægekunst.

Tilsvarende er begrebet “international sundhed” - groft sagt - folkesundhed på trans- eller internationalt plan. Det vil sige forebyggelse af sygdomme og sundhedsproblemer, som går på tværs af landegrænser. Aktører inden for international sundhed har typisk beskæftiget sig med andre lande end deres egne, og man har især haft fokus på mindre udviklede og mindre bemidlede lande i verden.(3) International sundhed synes således at være en naturlig udvidelse af folkesundhed til et bredere geografisk område - men hvor fokus på sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse fastholdes.

Selvom der ikke er endelig konsensus om en skarp opdeling, er der alligevel en voksende enighed om, at global sundhed adskiller sig fra international sundhed på to afgørende områder:(3, 4)

a.    Fokus ligger på problemstillinger, der både kan være direkte og indirekte forbundne med sundhed. Sådanne problemstillinger behøver ikke nødvendigvis være begrænset af eller defineret ved landegrænser.

b.    Der lægges vægt på en multidisciplinær tilgang med involvering af en række områder - båden inden og uden for den sundhedsvidenskabelige sektor.

Således opnår man et meget bredt indsatsområde for global sundhed, hvor en lang række politikområder påvirker sundhed enten positivt eller negativt. Disse områder inkluderer - men er ikke begrænset til - udenrigs-, uddannelses-, sikkerheds- og klimapolitik. Et klassisk eksempel på en sådan indirekte virkning på den globale sundhed ses i relation til klimaforandringer, hvor The Lancet og University College London i 2009 udgav en rapport, som slog fast, at “climate change is the biggest global health threat of the 21st century”.(5)

At koge alt dette ned til en definition er derfor en overordentligt svær opgave, som en gruppe eksperter fra the Consortium of Universities for Global Health dog alligevel har givet sig i kast med. Dette arbejde har resulteret i følgende forslag til en definition: “Global health is an area for study, research, and practice that places a priority on improving health and achieving equity in health for all people worldwide. Global health emphasises transnational health issues, determinants, and solutions; involves many disciplines within and beyond the health sciences and promotes interdisciplinary collaboration; and is a synthesis of population-based prevention with individual-level clinical care.”(3)

Så hvad er global sundhed egentlig? Global sundhed er en kompleks størrelse og udgøres af en lang række problemstillinger, som både direkte og indirekte påvirker sundheden hos borgere i verden. Jeg håber derfor, at andre vil engagere sig og hjælpe med at fortsætte denne føljeton ved at give deres bud på, hvad global sundhed også dækker over, og hvilke temaer, der er relevante at sætte fokus på - både som sundhedsvidenskabsstuderende og som læge.

1.   Porter R. The greatest benefit to manking: a medical hystory of humanity. New York: W W Norton & Company; 1997.

2.   Winslow C-EA. The untilled fields of public health. Science. 1920:23-33.

3.   Koplan JP, Bond TC, Merson MH, Reddy KS, Rodriguez MH, Sewankambo NK, et al. Towards a common definition of global health. The Lancet. 2008;373:1993-5.

4.   Ottersen OP, Frenk J, Horton R. The Lancet–University of Oslo Commission on Global Governance for Health, in collaboration with the Harvard Global Health Institute. The Lancet. 2011;375:1612-3.

5.   Costello A, Abbas M, Allen A, Ball S, Bell S, Bellamy R, et al. Managing the health effects of climate change2009.

Mere netværk – mindre medicin

Næsten hver fjerde af ældre over 80 år tager lykkepiller. Og for de 65-79-årige er det hver ottende. Det er mange.

Er tiden ikke inde til at satse på en anden, eller i hvert fald supplerende behandling? Vi foreslår i stedet mere fokus på netværk, mindre på medicin.  

Ifølge Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil 2010, som er den største sundhedsundersøgelse nogensinde, er der en tæt sammenhæng mellem sociale relationer og helbred.
 
Mennesker med stærke sociale relationer har generelt et bedre helbred, bliver mindre syge og kommer sig bedre oven på sygdom end mennesker med svage sociale relationer.
 
Vi ved fra ny forskning fra USA, Canada og Sverige, at mangel på sociale kontakter er lige så skadelig for helbredet som at ryge 15 cigaretter om dagen. Føler man sig ensom, vokser stress og bekymringer. Det kan være med til at starte en ensomhedsspiral.
 
De praktiserende læger udsteder gule recepter til medicin og grønne til motion. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen, hvorfor kan vi så ikke indføre blå recepter til sociale netværk, når den værste depression er overstået, og før ensomheden bider sig fast?  

Hos en socialforening kan man få sig en besøgsven, komme med i en fortællecafé, en madklub, en læseklub eller andet. Tag en tur i kommunens sundhedshus. Man kan melde sig til et livsmestringskursus eller en sorggruppe. Venskabspleje er stærk medicin, og en besøgsven kan lyse mere op end sommersolen.

Ærlig video og museums-tv for begyndere

I fredags var jeg til symposium om web-tv og museumsformidling i Emdrup sammen med en hel del andre video-nysgerrige museumsfolk. Der var inviteret fine folk fra Tate og MoMA, der hver især holdt oplæg om, hvordan de havde taget deres første spæde skridt ind på videomediets røde løber (for flere år siden). Efter pausen kom to danske aktører og fortalte om deres erfaringer indenfor web-video.

Oplæggene var udmærkede, og især repræsentanterne fra de to udenlandske museumsgiganter leverede mange gode pointer, og delte åbent ud af deres erfaringer. Til gengæld var enhver form for eksperimenterende tilgang til video i museumsformidling fraværende under hele seancen.

Man kunne med fordel kunne have inviteret en repræsentant for en mere utraditionel tilgang til videomediet, som modspiller til de to store etablerede museer.

På trods af disse mangler, der gav mig en følelse af at sidde til ’web-tv og video for begyndere’, var det på mange måder en god og veltilrettelagt dag, der gav mig flere interessante konklusioner med hjem:

• 1: Lange videoer kan have deres berettigelse. På MoMA inddeler de deres seere i ‘interesserede’, ‘fans’ og ‘superfans’. Interesserede seere falder tilfældigvis over en video, og synes det ser interessant ud, men har en kort tålmodighedstærskel. Fans og superfans er derimod tilbagevendende seere, der har en dybdegående interesse og nysgerrighed, som gør, at allerede har besluttet at bruge deres tid på videoens emne, og som derfor gerne vil se længere og mere ‘nørdede’ film. 
• 2: Video er et personligt og intimt medie. Især hvis man ikke har budget til at efterligne en Hollywood- eller reklamefilm, skal man hellere gå efter det ‘rå’ og ‘ærlige’ udtryk end wannabe professionalisme, der ender i lokaltv-agtig kitsch-æstetik.
• 3: Det kan være nødvendigt at tænke over den kontekst, videoen skal vises i, allerede inden man begynder at optage. Vil den blive set i en museumskontekst (f.eks. på hjemmesiden) eller i en emnebåret kontekst (Youtube)? Hvor stor vil skærmen være (apple-tv, Iphone eller hvad), og vil den blive set på farten i bussen, hjemme med kaffe og katten på skødet eller i smug på arbejdet? Det kan man selvfølgelig ikke vide, men man kan have med i sine overvejelser, at alle disse situationer potentielt findes. Desuden må man acceptere, at man i sidste ende ikke har kontrol over konteksten, så snart videoen uploades til internettet. Derfor handler det om at skabe videoer, der har ‘personlighed’ nok til at klare sig alene ude på det store world wide web. 

Indlægget er en forkortet version af Astrid Mos blog på Medicinsk Museions hjemmeside.

Tid til overklasse etik

I en kronik i går (20.2.2012) i Politiken (Hvordan har vi det i dag?) skriver 6 medlemmer af Etisk Råds arbejdsgruppe om etik og sprogbrug om politisk korrekt sprogbrug i det offentlige rum.

Fede patienter hører, ifølge gruppen, efter, hvis de bliver kaldt overvægtige, og nye familie former bør adresseres i pjecer om børn og sundhed med en ”mere mangfoldig og nuanceret beskrivelse af det sociale forældreskab”.

Jeg kunne ikke være mere enig, hvis det ikke var sådan, at den tilgang, som arbejdsgruppen (og Etisk Råd må man formode) har anlagt, vidner om et råd, der har god tid til at drøfte finurlige konstellationer af det sociale forældreskab og for Gud ved hvilken gang administrativt at definere sprogbrug.

Lad det være, at Etisk Råd tror. at de er sprogdannende, for det er de ikke og bliver det aldrig: Sprog og begreber opstår, udvikles, tilpasses og forfines nu en gang ikke blandt hofetikere i lukkede rum i hovedstaden, men ude i virkeligheden – på godt og ondt – og det burde Etisk Råds medlemmer vide. Så havde de måske i stedet brugt tiden på dét, som denne diskussion i virkeligheden handler om: sundhedsvæsenet har et alvorligt kommunikationsproblem, som ikke handler om, at de anvender det (for tiden) ukorrekte ord for at være fed. Problemet er, at selv etniske danskere, der har gået 9 år i skole, har svært ved at forstå, hvad der skrives og siges i forbindelse med sygehuskontakter.

I en engelsk undersøgelse af alle patienter indlagt på en medicinsk afdeling i London over en periode viste det sig, at 25 % ikke forstod de informationer, de fik af læger og sygeplejersker, og de havde store problemer med de svære ord i sygehusets skriftlige materiale. I Danmark er ca. 500.000 danskere funktionelle analfabeter (kan ikke læse over 6.klasse niveau), mens knap 50 % af unge med forældre af anden etnisk baggrund forlader folkeskolen med funktionel analfabetisme.

Man kan kun gisne om, hvad deres forældre magter at læse. I takt med den stigende specialisering i sundhedsvæsenet bliver en stadigt større del af patienterne til funktionelt ”ressourcesvage”, alene fordi de ikke forstår den måde, sundhedsvæsenet informerer på – de var ikke ressourcesvage for 15-20 år siden, men i dag er de – uden at de selv har opdaget det.

Det sprog, man kunne klare sig med for 30 år siden på det danske arbejdsmarked, kan ikke bruges i dag, og så er man pludseligt funktionel analfabet og dybest set et skrøbeligt sårbart menneske med massiv behov for støtte.

I en nylig dansk undersøgelse er det vist, at patienter indlagt med én af 5 forskellige diagnoser tager 3 gange så lang tid om at komme igennem rehabilitering, hvis de har grundskole uddannelse sammenlignet med patienter med en videregående uddannelse. Det kræver med andre ord en universitetsgrad at blive rask indenfor normal tid.

Diskussioner om etik og menneskerettigheder har det med at springe over de svære og tunge basale uligheder og gå direkte til de ufarlige emner med spredte uforpligtende hensigtserklæringer, om vi ikke godt vil være søde at lade være med at sige ”fed” eller ”indvandrer” - og tag lige og husk på, at der er forældre, som er af samme køn.

Ulighed i sundhed er ikke naturgivent, og det er et skråplan at lade etikere definere, hvad der er etisk sprogbrug, når 25 % af patienterne ikke har en chance. Etisk sprogbrug er en luksus, men det er en ordentlig grundskole uddannelse ikke.

Alligevel formår vi ikke at anvende etikkens og menneskerettighedernes grundlove til at sikre, at alle mennesker i Danmark har et minimumssprog, som sikrer, at de kan klare sig på arbejdsmarkedet, komme på sygehus og forstå, hvad etisk sprogbrug er.

Etisk Råd flytter med sin kampagne fokus fra det centrale i lighed i sundhed til en akademisk diskussion i middelklassens kedelige og ufarlige politiske korrekthed.

Der er ikke behov for mangfoldighed og nuancering, men om at kalde en spade for en spade. Det centrale grimme spørgsmål, som Etisk Råd ikke tør stille, hvorved rådet bidrager til at forplumre problemet, er helt banalt: Hvordan kan vi være bekendt, at 25 % i Danmark ikke kan læse eller skrive og derfor er mere syge, får flere bivirkninger af behandlingen og er længere tid om at blive raske?

Kære FÆTTER KL - Hurra for et oplæg

Sidder her på en regnfuld forårssøndag og smuglæser dit og jeres KL-oplæg om det nære sundhedsvæsen og de nære sundhedstilbud. Det er som om solen skinner. Tænke sig at have en fjern fætter, som synes så godt om os i Almen Praksis, at I ligefrem vil til at lege endnu mere med os. 

Jeg forstår det så godt, for vi synes også selv at almen praksis kan en masse. Det er så dejligt, at I så åbent efterspørger os og vores duelighed og endda synes, at der skal være flere i vores det af familien i det ganske danske land. Jeg har fra min side set, at KL-delen af familien har været nytænkende, professionaliseret sig og vil samarbejde. Skønt, at I ligefrem sætter trumf på og mener, at der skal være god lægedækning i almen praksis i hele landet. Det støtter os meget. Det er vi nogen i almen praksis, der tænker meget over i disse år.

For herude på landet - jeg bor jo i Ringkøbing-Skjern, som du husker - har vi i årevis haft det rigtig godt med kommunens folk, og vi har lagt planer og drevet dagligdagen til patienternes gavn. Det er vel det, som det drejer sig om?? Det daglige gode arbejde om og for patienterne. For vi har jo en fælles opgave og spiller ind fra hver vores del af "familien". For tiden kniber det dog at skaffe læger til det fælles arbejde. 

Vi har i årevis, - og længe før det blev moderne med Kommunalt-Lægelige udvalg - haft formelle møder med de gamle kommuner og efter kommunalreformen med den nye storkommune. Vi har som en af de første kommuner i landet haft kommunale praksiskonsulenter, og vi har skabt mange nye tiltag med opsøgende ældrebesøg, senere opfølgende besøg efter indlæggelser, samarbejdsmøder med hjemmesygeplejersker, sundhedspleje og socialforvaltning. Vi har drevet fælles faglig udvikling mellem sektorerne bl.a. i årevis dyrket sårområdet og er p.t. i gang med en revitalisering af hele vores fælles indsats omkring terminalpleje. Vi har været med i udarbejdelse af kommunal sundhedspolitik, opbygning af sundhedscentre og drift af samme omkring kronikeromsorgen. Apotekerne har været med i perioder.

Jo, vores samarbejde fejler ikke noget, og derfor har det også ærgret mig, når folk fra kommuner og almen praksis i andre dele af landet har talt ondt om hinanden. Det er lidet konstruktivt, og jeg har tolket det mest som om, de ikke har forstået hinandens verden og desværre har dyrket fordomme om henholdsvis almen praksis og det kommunale sundhedsarbejde.

Lad dette være slut i det nye familieskab. Lad os love hinanden, at vi prøver at forstå hinandens konditioner, som f.eks at kommunerne er stramt budgetstyrede og er underlagt dokumentationskrav, vi andre ikke drømmer om.

Ligeledes skal I prøve at forstå, at vi i dagtiden passer vores patienter og vores forretning, og møder i dagtiden naturligt honoreres. Noget så banalt har givet mange knoppede ord og dæmper lysten til dialog.

Lad os osse love hinanden, når vi mødes til familiefesten, at der ikke er tabuer os imellem. Måske vil vi læger sige, at alle syge mennesker, også ældre borgere skal have tilbud om sygehusvurdering, hvis der er behov for det, men selvsagt passes før eller efter en evt. indlæggelse - i trygge omgivelser på kommunale institutioner.

Hvis vi som læger skal servicere disse specialpladser på plejehjem, skal de geografisk ligge opportunt og være fagligt velbemandede døgnet rundt. Vi skal ikke genopfinde de små sygehuse. Jeg er sikker på, at vi finder en god plan for det.

Hvor er det godt, at I forstår, at med flere lægelige opgaver at løse for jer, skal der være flere af os.Ellers hænger det ikke sammen. Vores hovedopgave er jo stadig at være tilgængelige i vores lægehus.

Så velkommen Fætter KL med dit og dermed jeres meget positive og ekspansive udspil. Lad os sammen kæmpe for, at der kommer tilstrækkeligt med læger i hele landet og lad os håbe, at I med jeres indflydelse på overenskomsten for almen praksis kan trække den vej. Tænk sig, at I i et så vigtigt oplæg rækker hånden ud. Dejlig.

Glæder mig til mane fætter-.kusine- sammenkomster fremover.

Barn, fosteranlæg, graviditet, befrugtet æg eller embryon?

I et blogindlæg har jeg beskæftiget mig med, hvem der konkret og aktivt skal udføre handlingen, hvis aktiv dødshjælp indføres her i landet.

Jeg erkender, at det kan betragtes som en detalje i diskussionen om aktiv dødshjælp, men den forekommer mig dog ikke helt uvæsentlig, da jeg har forstået, at Lægeforeningen ikke finder, det er en lægelig opgave at udføre aktiv dødshjælp.

I mit indlæg tillod jeg mig at sammenligne en aflivende læges situation med en brandmands, der  pålægges brandstiftelse.

Personligt finder jeg, at billedet - som jeg må tilstå ikke selv at være ophavsmand til - kan have en vis relevans, da  lægens opgave er at redde og ikke at afbryde liv, ligesom det er brandmandens at slukke og ikke antænde ild.

Jeg kan konstatere, at billedbrugen virker provokerende på nogle. Men sådan forholder det sig jo til tider med vores brug af billeder og sprog, og sagen giver mig anledning til at omtale et projekt ”Etik og sprogbrug ” fra en arbejdsgruppe i Etisk Råd, der har set på sprogets rolle i sundhedsvæsnet.

Vi forfalder måske ind i mellem til at opfatte sproget som et neutralt medie, men meget ofte fragter det værdier og holdninger med sig, så valget af ord kan have konsekvens for den etik, man bringer videre.

Ord kan således have magt og skjult være med til at påvirke vores menneskesyn.

I sundhedsvæsnet spiller  kommunikation en virkelig central rolle, for her føres der rigtig mange samtaler. Nogle kan rumme afgørende meddelelser om alvorlig sygdom, mens  andre kan være af mere hverdagsagtig karakter.

Vi har valgt at fokusere på 5 eksempelområder hentet fra rejsen fra vugge til grav - områder hvor ordvalget i særlig grad kan signalere holdninger.

Arbejdsgruppen har udarbejdet et debatoplæg om disse centrale emneområder. Det drejer sig om graviditet, psykisk sygdom, fedme, kronisk sygdom, aktiv dødshjælp, hvor forskellige muligheder for sprogbrug præsenteres.

Skal det tidlige foster lige efter befrugtningen kaldes barn, fosteranlæg, graviditet, befrugtet æg eller embryon?

Skal vi omtale voksne mennesker med BMI over gennemsnittet som fede, overvægtige, adipøse eller tykke?

Skal vi kalde det aktiv dødshjælp, eutanasi, barmhjertighedsdrab eller drab på begæring, når vi diskuterer, om aktiv dødshjælp bør lovliggøres?

Vi har også udarbejdet en applikation til smartphones, Etik og Sprog. Vi håber, at mange vil bidrage med forslag og overvejelser om sprogbrug og ordvalg.

Vi  har på ingen måde ønske at optræde som sprogpoliti men har alene til hensigt at skærpe den sproglige opmærksomhed, så vi håber mange vil være med.

 

Perspektiver på gentests

Du har fået afslag på din jobansøgning. Arbejdsgiveren angiver som begrundelse, at din gentest indeholder informationer, der fortæller, at du er disponibel for sygdomme, der sandsynligvis kan blive en bekostelig affære for arbejdsgiveren i form af for mange sygedage.

Samme dag får du et brev dumpende ind ad brevsprækken, hvor du til din store ærgrelse opdager, at dit forsikringsselskab har sat præmien op med adskillige tusinde kroner. I lyset af din seneste gentest bliver du nu af forsikringsselskabet betragtet som et såkaldt ”dårligt liv”. Hvis ikke du havde et dårligt liv, før du fik foretaget testen, ser det ud til, at dit valg hjælper dig godt på vej.

Stigmatisering? Skrækscenarie? Javist. Skal vi så forbyde gentests? På ingen måde.

Gentesten er ikke problemet

Emnet er omfangsrigt, og vi har ikke haft ambitioner om at vende hver en sten. Med det forbehold taget, er det også vigtigt at understrege, at det interessante, når vi diskuterer etik og gentests, ikke er selve gentesten, men den måde, hvorpå man vælger at benytte den information, som en gentest tilvejebringer.

Kort sagt kan man sige, at en gentests information er moralsk neutral, mens vores handlinger er alt andet. Derfor bliver den etiske diskussion af de implikationer, som brugen af en gentest måtte have, naturligvis også et afvejningsspørgsmål: hvilke fordele ofrer man ved at forbyde gentest, og hvilke ulemper støder til, hvis vi vælger at inkludere disse i paletten af sundhedstilbud.

Et sådan afvejningsspørgsmål tager typisk udgangspunkt i det, som man inden for filosofiens verden kalder konsekventialisme: altså en metode, hvormed man ud fra visse forudsætninger om, hvad det gode liv er, sammenligner forskellige udkom.

En af de oplagte fordele ved gentests er således, at man i højere grad kan målrette medicin til den enkelte patient. Samtidig kan man bedre vurdere, hvordan patienten reagerer på medicinen. Bedre og mere effektiv behandling, med andre ord, som kan give patienten et bedre liv.

Vi har også rettigheder

At vurdere et udkomme på dets positive konsekvenser er dog sjældent tilstrækkeligt. De fleste er enige i, at folk desuden har nogle grundfæstede rettigheder. Hvis man får foretaget en gentest, vil de fleste hævde, at man har ret til at få sit potentielle sygdomsbillede forelagt. Ligesom man også har ret til ikke at få den viden.

Det er dog væsentligt at gøre sig klart, at disse rettigheder hurtigt vil kunne krænke andres rettigheder. Det gælder i særlig grad med gentests.

Gentest er jo netop en kortlægning af vores genetiske arvemateriale. Et materiale som vi har arvet fra vores forældre. Derfor vil information, som for eksempel fortæller en person, at hun har øget risiko for brystkræft, ikke kun være relevant for den testede, men i lige så høj grad for den testedes biologiske familie (særligt kvinderne). Det er dog langt fra sikkert, at alle ønsker den information eller ønsker, at andre får adgang til informationen.

Det rejser endnu en problemstilling af forsikringsmæssig karakter.

Information som er tilgængelig for forsikringsselskaber

Forsikringsselskaber er ikke ubekendte med, at en (præsymptomatisk) arvelig sygdom ikke kun gælder for NN, men også for NNs familie. Derfor bliver afvejnings- og rettighedsspørgsmålet langt lettere at tage stilling til, hvis vi får sat nogle rammer for, i hvilket omfang informationen bør være tilgængelig.

Som lovgivningen er nu, må arbejdsgivere og forsikringsselskaber i Danmark ikke inkludere viden fra en eventuel gentest i deres beslutningsgrundlag. Det kan måske forekomme besynderligt, idet samme regler ikke gælder for folks aktuelle sygdomsbillede.

Intuitivt virker det dog bekymrende, hvis vi lovgiver på en måde, så nogle mennesker allerede fra livets start stilles dårligere end andre – blot fordi de tilfældigvis har arvet et bestemt sæt af gener. Derfor synes lovgivningen rimelig, som den er nu. Spørgsmålet er så, om lovgivningen i tilstrækkeligt omfang neutraliserer de negative konsekvenser ved, at nogle mennesker har været uheldige med deres gener.

Betragt et fremtidsscenarie, hvor de fleste har fået foretaget en gentest. Den gruppe af individer, som ikke er i risikozonen for alvorlige sygdomme (eller, hvor sandsynligheden er meget lille), vil naturligvis være mindre tilbøjelige til at forsikre sig mod sygdomme, som de alligevel ikke får. Men forsikringer bygger jo i sagens natur på det faktum, at folk ikke kender fremtiden. Eller mere præcist: ikke med tilstrækkelig sandsynlighed kan forudsige fremtiden. Derfor er det svært at se, hvordan vi skal få konstrueret et retfærdigt forsikringsvæsen, der også tilgodeser de, der har ”tabt” i det genetiske lotteri.

Misbrug af gentestning

Mulighederne for misbrug af gentestning er derfor, som vi har set, legio. Information som stammer fra gentests, bør derfor betragtes som stærkt personfølsomme. Det er ikke nok, at arbejdsgivere og forsikringsselskaber ikke må benytte sig af den viden, som en gentest giver. De bør slet ikke have adgang til resultatet.

Begrundelsen for, at eksempelvis arbejdsgivere ikke må få adgang til disse oplysninger, er ikke kun, at man derved ville behandle visse personer dårligere ud fra årsager, de ikke selv har valgt. En tungtvejende grund er, at man kan risikere at få genindført det gamle klasseopdelte samfund uden at ville det. Et samfund hvor et menneskes rettigheder, ja sågar moralske værdi, afhang af, hvilken stand man tilhørte.

Gentests er et gode, ingen tvivl om det. Gentests er også et onde. Resten er op til os.