Først og fremmest er jeg læge…

Jeg har været praktiserende læge i knapt 23 år nu og som sådan medlem af PLO. Jeg har været formand for Dansk Selskab for Almen Medicin i 6 år. Jeg er praktiserende læge om en hals – og elsker mit arbejde og mit speciale.

Men: alligevel er jeg først og fremmest LÆGE. Og den 1. juli har jeg været medlem af Lægeforeningen i 30 år. Jeg ser verden sådan, at man kan sammenligne os læger med en hånd: håndfladen er fællesmængden for alle læger, og så stritter der nogle fingre ud repræsenterende specialerne – og ganske rigtigt, så kunne almen medicin godt være tommel- eller pegefinger. Og jeg har det helt fint med at være pegefingeren i bestyrelsen for LVS (Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber).

Så først og fremmest er jeg – og vi alle – altså læger! Derfor har vi også behov for en stærk Lægeforening, der over for samfund (patienter, myndigheder, samarbejdspartnere m.v.) kan tale med lægernes fælles stemme, når det gælder emner som sundhedspolitik, sundhedsorganisation, lægelig uddannelse og meget andet.

Det var derfor også meget glædeligt, at Lægemødet for ganske nyligt vedtog ”Lægeforeningens politik om sikring af speciallægers kompetenceniveau” – altså et politikpapir, der omfatter efteruddannelsesprincipper for alle ”fingre”.

Jeg mener, det er rigtig fint, at de tre søjler, YL, PLO og FAS forhandler overenskomster for os, og altså sørger for løn og ansættelsesvilkår. Men jeg mener også, at det for alle læger er vigtigt, at vi på andre områder vedkender os den store fællesmængde – altså håndfladen – og dermed vedkender os en stærk og samlende Lægeforening. Sammen kan vi mere!