Behov for legal tvang

Inden for sundhedssektoren gælder det grundlæggende princip, at ingen må behandles mod sin vilje. Det betyder, at  patienter skal give samtykke til enhver behandling.

Det er et indlysende rigtigt princip, men det rejser nogle problemer omkring mennesker, der rent faktisk er ude af stand til at træffe beslutninger. Det gælder blandt andet for en række svage patienter, fx demente og svært retarderede udviklingshæmmede. Det er personer, der er ikke i stand til at forstå den information, de får, og de er ikke i stand til at træffe fornuftsmæssige beslutninger. 

Mange ansatte i sundhedssektoren oplever ofte at stå i frustrerende situationer, hvor inhabile patienter modsætter sig behandling. Det kan dreje sig om, at de nægter at tage nødvendig eller smertestillende medicin, afviser behandling af eksempelvis knoglebrud, diagnostiske undersøgelser og tilsvarende.

Skal loven følges efter dens bogstav, må personalet i dag afstå fra behandlinger, som patienten i en normal situation ville have givet samtykke til helt uden betænkeligheder.

Det er en belastende situation både for personalet og for patienten, der må tåle unødige smerter og gener. 

Sammenholder man lovgivningen  på socialområdet og på sundhedsområdet, er der en klar forskel. Under visse betingelser åbner sociallovgivningen  nemlig mulighed for magtanvendelse for at fastholde en patient i hygiejnesituationer, for fastspænding med seler for at hindre fald og  for at anvende alarm- og pejlesystemer. Mens det for sundhedsvæsenet gælder, at den legaliserede tvang alene kan finde sted i forhold til psykiatriske patienter.

Selvom  det principielt er ret betænkeligt at definere tvang som omsorg, vil undladelse af behandling af inhabile patienter i mange tilfælde opleves som omsorgssvigt.

Det forekommer derfor rimeligt, at der skabes en lovhjemmel for tilsidesættelse af den inhabile patients selvbestemmelse i behandlingsspørgsmål, hvor det klart er i dennes interesse. 

Men der skal selvfølgelig være både kontrol med og stramme regler omkring tvangsanvendelse i behandlingsøjemed, så misbrug og tilfældig brug undgås. Det kan fx betyde, at anvendelse af tvang skal ske på en læges ansvar, og at der skal foreligge samtykke fra nærmeste pårørende eller tilsvarende retssikkerhedsgarantier.

Der har længe været brug for et lovinitiativ, men det lader desværre vente på sig.