Lighed i sundhed: Snart er vi alle udsatte og sårbare

Ulighed i sundhed bidt sig fast i befolkningsgrupper, hvor vi ikke plejer at se ulighed. Det ordforråd, der var fuldt tilstrækkeligt for 25 år siden til at kunne navigere i det danske samfund, er i dag helt utilstrækkeligt.

Desværre er der ingen der opdager, at funktionelt ressourcefattige tabes i sundhedsvæsenet, fordi de forsvinder, hver gang de skifter hænder. Det er tiden at kaste håndklædet i ringen og indrømme, at vi ikke har været i stand til at beskytte patienter mod den ulighed, der følger af specialisering, digitalisering og sektoropdeling.

For at beskytte sårbare patienter er der behov for en struktur i sundhedsvæsenet, der sikrer udsatte patienter lige så god undersøgelse, information og behandling som andre patienter.

Der bør være en Lighedsombudsmand, der beskytter de sårbare patienter mod utilsigtede effekter af specialisering, digitalisering og effektivisering.

Alle nye tiltag i sundhedsvæsenet bør desuden gennemgå en Ligheds Teknologisk Vurdering for utilsigtet ulighed.

Sygehusbehandling i dag er blevet meget informationstung, og der stilles høje krav om egenomsorg hos patienterne. Ved århundredeskiftet var patienter indlagt 54 dage i gennemsnit, nu er de indlagt under 3 døgn.

Over 20% af voksne patienter indlagt på sygehus er funktionelle analfabeter, og 40% forstår ikke, hvad der er sket, eller hvad planen er efter udskrivelsen.

Patienter med kort skoleuddannelse har mere diffuse symptomer og flere sygdomme samtidigt, men de afdelinger, der tidligere kunne håndtere denne type patienter, findes ikke længere. De kan heller ikke håndteres af de praktiserende læger og må pænt vente, til de er så syge, at de kan blive indlagt akut.

Patienter, der er udsatte med kort uddannelse, har mange sygdomme og kan ikke navigere i sundhedsvæsenet. For dem er den sikre, ofte eneste, vej ind i sundhedsvæsenet at ringe 112. 

(Dette er en forkortet, redigeret version af et indlæg af Morten Sodemann i Politiken d. 12.12.2012).

Upstairs og Downstairs i lægehuset

”De velstillede patienter bliver hernede – resten går ovenpå.” Det er virkeligheden sat på spidsen i et amerikansk lægehus og illustrerer på bedste vis, at der er forskel på folk – og dermed også på den behandling, de bliver tilbudt.

I den engelske TV-serie Upstairs, Downstairs bor tjenestefolkene nederst og herskabet øverst. Forskellen på dem, der er noget, og dem, der ikke er noget, er markeret ved en trappe.

I en amerikansk lægeklinik, jeg besøgte forleden, markeres skellet med en elevator. Og så bor dem, der er noget, nedenunder.

Begge klinikker har samme ejer. Og begges opgaver er meget lig den slags, man får hjælp med hos en dansk praktiserende læge. Men patientgrupperne er forskellige, og det er de vilkår, de får deres ydelser under også.

Kronisk underskud
Nedenunder har patienterne gode forsikringer, og de har råd til at betale deres egenandel. Langt de fleste amerikanske forsikringer har en selvrisiko. Hvis patienten ikke betaler, hænger klinikken eller hospitalet på restancen.

Ovenpå kommer de patienter, der har offentlige forsikringer som Medicaid og Medicare – eller slet ingen forsikring - og klinikken har kronisk underskud.

I forhold til normalbefolkningen har klinikken ovenpå en overvægt af patienter med flere sygdomme på én gang. Patienter med stofafhængighed og psykiatriske problemstillinger fylder også mere end normalt. 

Selvfølgelig er der også patienter med ”almindelige” problemstillinger, og klinikken har været så heldig, at en af dens læger har taget ca. 1.000 patienter med sig fra sit tidligere arbejde på en klinik med mere velstillede patienter.

Til gengæld er de læger, der tager sig af denne rimeligt tunge patientgruppe, langt mindre erfarne end lægerne nedenunder. Størstedelen arbejder på klinikken som en del af deres grunduddannelse, det der herovre hedder ”residency”, supporteret af en lille gruppe fastansatte speciallæger – der i øvrigt er ringere lønnet end deres kolleger i stueetagen.

Og hvad så, kunne man måske sige: De ikke-forsikrede og de dårligt forsikrede får trods alt et tilbud og personalet på overetagen yder helt sikkert deres bedste. Så måske reflekterer lægehuset bare virkeligheden: At der er forskel på folk.

· Læs hele indlægget på min blog W(h)iteworld.

· Følg mig på Twitter @mettebreinholdt .

Har din rådgiver bestået eksamen?

Den 1. juli 2011 blev der indført grøn, gul og rød risikomærkning på investeringsprodukter det såkaldte "trafiklys". Siden da har investeringsrådgivere over hele landet taget tests og prøver i lange baner for at beholde retten til at rådgive om investeringer.

Certificeringen skal hæve kvaliteten af rådgivningen i branchen. Rådgivere certificeres på tre niveauer, grøn, gul og rød for at sikre kunderne en mere kvalificeret rådgivning.

For at blive certificeret skal en rådgiver bestå en række tests i et pensum svarende til de tre niveauer. Der er tilmed indført særlige standarder for, hvordan testene skal afvikles.

Den højeste mulige certificering som rådgiver er rød certificering, og det er dén du skal gå efter, hvis du ønsker en rådgiver, der kan rådgive om alle produkter.

Ifølge reglerne må du slet ikke modtage rådgivning om produkter i rød kategori, med mindre din rådgiver er certificeret til det. Faktisk må rådgiveren ikke en gang rådgive dig om de øvrige dele i din portefølje, hvis du har ét eneste produkt i rød kategori i din portefølje.

Reglerne sikrer, at din rådgiver giver en samlet rådgivning. Du kan altså ikke få én del af rådgivningen af en ucertificeret rådgiver, og så få resten som måske vedrører røde produkter af en certificeret rådgiver.

Det er Finanstilsynet, som skal kontrollere, om virksomhederne overholder reglerne, og de gælder både for banker, fondsbørsvekselerer og investeringsrådgivere af alle slags.

Det kan altså sagtens være, at den rådgiver, du har i dag, ikke er certificeret. Det er naturligvis rådgiverens ansvar at være opmærksom på dette, men det er nok en god idé, at du selv kontrollere det så snart som muligt. 

Hent oversigten over risikomærkning på investeringsprodukter her fra Finanshuset i Fredensborg A/S. 

Medicinuddannelsen forbereder til lægelivet – på mange måder

Enhver, der søger optagelse på medicinstudiet med mål om at blive læge, har – forhåbentligt – tænkt tanken, at en læge også arbejder jule- og nytårsaften, også om natten og ikke altid i en af de større byer.

Man kender til ordningen om at trække nummer efter endt uddannelse og have mulighed for at komme til et mere afsides liggende sted i landet.

Det hører dog ikke kun færdiguddannede læger til. På studiet fordeles klinikpladserne (heldigvis?) efter samme ligeværdige ordning, nemlig lodtrækning. Som studerende på kandidaten i Aarhus bliver vi halvårligt informeret nøgternt via en hjemmeside om, hvor i Jylland det næste halve år skal tilbringes.

Informationen betydning for mange af os, da sociale relationer, økonomiske forhold og tidsmæssige aspekter bliver påvirket. Derfor afsendes også i dagene efter offentliggørelsen adskillige mails på tværs mellem studerende med mere eller mindre desperate råb med ønsket om at bytte klinikplads. Det er argumenter som forskningsforberedelse, jobs i Aarhus og måske mindre saglige argumenter som bopæl i Aarhus, der især præger disse mails.

Selv har jeg været i Holstebro (udstationeret), Horsens og Viborg (pendling) og har til foråret fået Aalborg (udstationering). Så jeg kender følelsen af ærgrelse over at skulle tidligt op og komme sent hjem, at skulle droppe andre aktiviteter, at skulle spilde meget tid i tog, at skulle arbejde mindre eller senere for at kunne supplere sin SU fortsat. Det er ikke altid nemt.

Det er det jo nok heller ikke som voksen læge. Godt nok kan en lægeløn og bil afhjælpe en del logistiske problemer, men afstandene bliver ikke mindre. Alligevel løser det sig jo og har gjort det for så mange – så mon ikke det også løser sig for os studerende?

Skadestueklinik Tur-Retur

Det hele startede med, at et par af mine gode venner, som er et par semestre klogere end mig, startede i vikariat på Vejle Sygehus i sommers for at få et afbræk fra studiet. Jeg forhørte mig lidt hos dem om muligheden for at komme i klinik i skadestuen, og ret hurtigt sad jeg med en e-mailadresse, et navn og en opfordring om at sende en e-mail.

Ærligt talt var jeg noget nervøs. For hvordan skulle jeg nu komme videre? Kunne jeg bare skrive til den her e-mail, at jeg gerne ville møde op? Og hvordan skulle jeg vække opmærksomhed? Og hvordan ville de reagere? Jeg fik brygget en kort e-mail sammen, og så kunne jeg ellers bare vente.

Det føltes som længere tid, end det sikkert var, og heldigvis modtog jeg følgende besked som svar på min mail: ”Hej Kristian, du er hjertelig velkommen til at gennemføre et ophold her på afd”. Efter den besked kunne jeg ikke andet end glæde mig til at komme afsted.

Min typiske dag var at stå op kl. ”alt for tidligt” for at pakke madpakken og cykle ud i mørket mod Vesterbro Torv i Aarhus, hvor jeg blev samlet op. Inde i den varme bil havde jeg lige en lille times tid til at sidde og hyggesnakke, inden det gik løs til morgenkonferencen, og før jeg vidste af det, var klokken ”alt for mange”, hvilket betød, at det var tid til at tage hjem igen. Sent om aftenen hjemme i Aarhus var der lige tid til at handle, på med læsebrillerne og derefter i seng.

Jeg fik på mine 2 uger så mange indtryk og oplevelser, at de ikke nåede at sætte sig fast alle sammen. Det var 2 hårde uger, som jeg i dag nødig ville være foruden. Det, jeg har fået ud af mine 2 uger i skadestuen, er en stor portion praktiske færdigheder, som giver mig en god blanding af selvtillid og motivation for studiet. Motivationen er især vigtig, fordi jeg nærmer mig eksamensperioden.

Som studerende er vi priviligerede med, at der findes IMCC’s Præklinik og Exchange, som kan give den samme slags oplevelse, som jeg netop har haft. Disse to foreninger sender studerende ud i klinik i hhv. Danmark og udlandet, og jeg ønsker med dette indlæg absolut ikke at kritisere Præklinik eller Exchange. Jeg har selv haft rigtig gode oplevelser med Exchange, og hører kun gode ting om Præklinik, men der findes også et alternativ. Det kan være værd at have med i overvejelserne, hvis man selv søger at komme ud i klinik, og der er selvfølgelig fordele og ulemper, man skal overveje. Jeg har været heldig, og det håber jeg mange andre også kan blive.

Forskellen, som for andre kan forekomme ubetydelig, er for mig, at jeg selv har opsøgt muligheden for at komme ud. Og det er lykkedes - heldigvis. Det gjorde, at jeg var mere indstillet på at lære alt det, jeg kunne på den korte tid, jeg var på Vejle Sygehus. Det var uden tvivl med til, at det blev en meget positiv oplevelse for begge parter. Eller det kan være ren indbildning fra min side?

Jeg tror det nu ikke. Og det er derfor, jeg gerne videregive min oplevelse, for der er givetvis andre, som har lyst til at prøve sig selv af i klinik, og der er absolut kun gode grunde til at kaste sig ud i det. Fra min snak med andre, som har prøvet noget lignende, ved jeg, at alle har haft rigtig positive oplevelser. Hvis du har fået inspiration, kan jeg derfor kun opfordre til at få det afprøvet - der er masser af muligheder.

"Show - don't tell" med DrawMd app's

Denne app er i virkeligheden ikke én enkelt app, men en samling af i alt foreløbig 7 app’s, der alle deler navnet  DrawMd (efterfulgt af et speciale). Disse app’s er pædagogiske tegneprogrammer, der er specialeopdelt i generel kirurgi, vaskulær kirurgi, gynækologi og obstetrik, ortopædkirurgi, anæstesi og kardiologi. De er alle gratis.

Alle app’ene er opbygget på samme måde: en udskiftelig relevant anatomisk baggrund, som man kan tegne over og illustrere ud fra. Hvis man tager udgangspunkt i den generelle kirurgiske app, er udgangsbilledet en illustration af abdomen, hvorpå man så kan illustrere eksempelvis procedurer, sygdomme, incisioner etc.

På denne illustration kan man indsætte normal anatomi i form af organer – man kan indsætte sygdomme så som tumorer, og man kan indsætte forskellige behandlingsmæssige interventioner i form af kirurgiske indgreb, anæstesi, katetre, fjernelse af organer og lignende.

Disse app’s er enormt simple at bruge. Man kan skifte farve og tykkelse på sine illustrationer, man kan slette via et viskelæder og slette sidste handlinger via en undo-knap. 

Der er praktisk talt ingen indstillingsmuligheder i app’ene, det er således ”bare” at vælge det rigtige organsystem, man vil have præsenteret, og illustrere ud fra det. Illustrationerne kan gemmes med overskrift, dato, hvem der har lavet det med kontaktinformation og sendes som fil.

Sådan som jeg ser den primære brug af disse app’s, er det som undervisningsredskab til studerende eller forklaringsredskab til patienter bed-side (nu hvor den nye iPad rent faktisk kan faktisk kan være i en kittellomme).

Det er nemt at forestille sig situationer, hvor det vil være illustrativt at forklare patienter indgreb, incisioner, eventuelle stomiplaceringer eller blot anatomi.

I betragtning af at disse app’s er gratis, synes jeg standarden for dem er høj. Eneste lille irriterende moment er, at man ikke kan gemme billederne uden reklameforklaringen fra producenten ude til venstre, uden at manipulere billedet i anden software, men ok – app’ene er også gratis.

DrawMd app’ene er enormt enkle at bruge, og jeg kan forestille mig, at det faktisk er noget man kan få gavn af i den virkelige verden.